Rengøring. I ni år nød Danske Bank godt af mistænkelige pengestrømme i en estisk filial. Onsdag fremlagde banken en intern undersøgelse af forløbet. Direktøren mister jobbet, og banken donerer fortjenesten til en fond. Er alt så godt igen?
Hvidvask for viderekomne
Den kom stort set ud af det blå, hvidvaskskandalen, for halvandet år siden. Danske Bank havde succes. Aktiekursen sneg sig op på niveauet før finanskrisen. Indtjeningen var større end nogensinde. Kundebasen voksede. Ja, selv MobilePay var blevet en folkelig sællert. Med norske Thomas Borgen ved roret havde Danske Bank for alvor vendt skuden rundt og lagt finanskrisen bag sig.
Men i marts 2017 bragte Berlingske Business de første afsløringer i en sag, som sidenhen kun har hvirvlet sig større og større. En sag, der involverer Aserbajdsjans diktatur og Vladimir Putins fætter. Et mistænkeligt dødsfald i et russisk fængsel. Enorme pengebeløb, der flyttes frem og tilbage i indviklede mønstre. Bestikkelse, skatteunddragelse og hvidvask for milliarder af kroner. Langt det meste koncentreret i en lille estisk filial.
Del:

