Kirkestrid. Vil tidligere politiker Carl Holst være præst i stedet for præsten? Respekterer pastor Mette Geil overhovedet folkestyret? Den historiske frimenighed i Rødding er gået i selvsving.
Hvem ringer klokkerne for?
Det er svært at sige, hvornår balladen i Rødding Frimenighed begyndte, men interviewet 4. februar i JydskeVestkysten med menighedens formand, tidligere Venstre-regionsrådsformand og forsvarsminister Carl Holst, kunne være et godt bud. I hvert fald når hans modstandere skal sige det – som de gjorde i et bekymringsbrev tre uger senere:
»Vi finder det uheldigt, at formanden profilerer sig som den primære leder af Rødding Frimenighed: 'På toppen af pyramiden i en kristen frimenighed.' Formuleringen antyder, at der også er tale om en åndelig leder og skaber desværre mindelser til affæren omkring Faderhuset og andre sekter.«
