Hvad vil vi dø for?

KRIGEN virkede så langt væk, så fuldkommen usandsynlig. Det var i 1997, Tony Blair var et globalt forbillede, Bill Clinton charmerede os med en sejrsparade gennem København, og den russiske præsident, Boris Jeltsin, sagde til et topmøde, at de andre deltagere var så flinke, at han omgående ville fjerne de atomraketter, der pegede på dem. Det eneste, der fik os til at græde, var prinsesse Dianas død, men det var nu også dejligt at synge med på »Candle in the Wind«. Samme år kom rapporten Fremtidens forsvar, der anbefalede at påbegynde afviklingen af territorialforsvaret. Som Søren Villemoes fortæller, løftede ingen et øjenbryn – bortset fra Centrum-Demokraternes Arne Melchior. Han kunne personligt huske, hvor hurtigt Hitler blev i stand til at starte Anden Verdenskrig. Det ville være dumt og naivt at tage freden og friheden for givet, sagde Melchior, og alle syntes, han var mærkelig.

HANDLER alt nu om et opgør med den vildfarelse, er der til gengæld ingen slinger i valsen. Mette Frederiksen har placeret Danmark blandt ukrainernes nærmeste allierede, og statsministeren bruger det meste af sin tid på at mobilisere europæisk hjælp til Ukraine. Hendes væsentligste aftryk vil blive den historiske omkalfatring af forsvarspolitikken. Arne Melchior vidste det: Det er nemt at nedlægge forsvaret og svært at rejse det igen.

SOM det fremgår af debatten, er det ikke tilstrækkeligt at købe luftforsvar og indføre værnepligt til kvinder. Ledende politikere med statsministeren i spidsen vil også mobilisere os åndeligt og kulturelt. I kortform handler det om at skabe opbakning til den nye forsvarspolitik: »Vi skal bruge samfundsinstitutionerne i den åndelige oprustning,« siger statsministeren og peger på skolerne, museerne og kirkerne. Vi må have en fælles indre front, en kollektiv fortælling om, hvad vi forsvarer. Normalt er vi vant til kulturkrig som et slagsmål mellem konservative og progressive kræfter, en kamp om køn, race, religion osv. Dette er anderledes; her er det staten, der fortæller os, hvad vi skal forsvare. Kort sagt: Hvad vil vi dø for, hvad vil vi sende vores børn i krig for?

ALTID er det nemmest, hvis man kan enes om noget indlysende: Mange taler om nødvendigheden af en europæisk kulturel oprustning og peger på italiensk renæssancekunst, tysk romantik og fransk cafékultur. Kulturministeriet beder os vælge, hvad der er mest dansk: røgerier, cykelkultur eller håndbold? Kirkeminister Morten Dahlin (V) mener, at forsvaret af Danmark er et forsvar for kristendommen, hvorfor en stærkere religiøs forankring er nødvendig. For SFs formand, Pia Olsen Dyhr, handler det om at beskytte velfærdsstaten med krudt, kugler – og investeringer i børnehaver: »Vi skal derfor ikke kun forsvare, men også investere i vores samfundsmodeller,« som hun forklarer. Mange andre vil sige nationalstaten: At det er fædrelandet, vi vil forsvare, her, det fælles vi kan gribe til våben.

OM alle disse gode og nødvendige fænomener er der at sige: Det er ikke dét, vi går i krig for, når dagen kommer. Og sagen er, at det ikke burde være svært at forklare. Hvis man kunne spørge de ledende vestlige politikere, der har været i krig og konflikt med totalitære magter, ville de svare det samme: Hverken Churchill, Roosevelt eller Reagan talte om kristendommen eller velfærdsstaten, selv forsvaret af fædrelandet handlede om det større ideal, der forener demokratierne: frihed. 

FRIHED til at vælge sit eget liv, frihed til at ytre sig, frihed fra tvang og undertrykkelse. Alt fremskridt i vores del af verden har handlet om kampen for frihed. Da Roosevelt talte om kampen mod nazisterne, handlede det om frihed. Da Churchill så Jerntæppet sænke sig over Europa, handlede det om frihed. Da Reagan krævede Berlinmuren væltet, handlede det om frihed. Det samme gælder Ukraine: »Vi har kun vores frihed at miste,« siger præsident Zelenskyj. At tale om frihed virker måske banalt, men det er det aldrig. Friheden er under enormt pres, både ude- og indefra. Vi har brug for, at vores politikere fortæller os, hvad friheden betyder. Minder os om, at vi ikke kan tage den for givet. Viser os, at de selv vil beskytte friheden, når der er fred. Og forklarer, at krigen – hvis den kommer – igen vil handle om at forsvare den.