Fiskeriskandale. I årevis har Fiskeristyrelsen accepteret et fiskeri efter hjertemuslinger i strid med lovens intention. Nu står de i et dilemma: Hvis de retter op på deres forsømmelser, frygter mange fiskere at gå konkurs. Ved Limfjorden er kampen om hjerterne blevet mere rå.
Hjertemuslingemafiaen
Reinhardt Schmidt finder sig ikke i mere. Den venligt forknytte kystfisker fra Thyborøn havde først sagt nej til at medvirke i den her artikel, for man sladrer ikke om hinanden i fiskeriet, heller ikke om urimeligheder, det kodeks kender alle. Men så modtog han en dødstrussel fra en muslingefisker, så nu har han ombestemt sig og vil fortælle »alt«:
»Hvis de tror, de kan lukke munden på mig med deres mafiametoder, så tager de fejl. De har også truet med at sejle mig ned,« siger Schmidt – og beretter om dødstruslen og den kamp om hjertemuslingefiskeriet, som har udløst den. Han mener, at en løs kreds omkring manden bag dødstruslen har en uformel alliance med myndighederne, der gør det muligt for dem at få de lukrative hjertemuslinger for sig selv.
Del:
