Ved OpenAI's lancering af ChatGPT for to år siden skulle jeg naturligvis straks teste den ny kunstige intelligens og rapporterede om det her i avisen. Jeg spurgte programmet om, hvem jeg selv var, og fik blandt andet titlerne på en række artikler, jeg ikke vidste, jeg havde skrevet. Så spurgte jeg om min ven og kollega Ulrik Langen, som Weekendavisens læsere også vil kende som 1700-talshistoriker og anmelder. Her lærte jeg til min overraskelse, at Ulrik faktisk var klimaøkonom med en række relaterede udgivelser, priser og opgaver. Cirka 90 procent af den givne information i portrættet af Langen var fejlagtig.

Det eksperiment måtte naturligvis gentages ved etårsdagen for et år siden. Da havde der allerede været megen diskussion om, hvordan AI baseret på store sprogmodeller »hallucinerer« og opfinder nye fakta, og man havde åbenbart fået immuniseret ChatGPT, for nu afviste programmet igen og igen simpelthen at vide, hvem Ulrik Langen var. Så måtte jeg jo bringe en ny testperson på banen og valgte en anden ven, hvis værk jeg kender, digteren Søren Ulrik Thomsen. Jeg spurgte flere gange, og skiftevis kendte programmet ham eller kendte ham ikke – i første tilfælde fandt programmet på en ny fødselsdag og nyt fødselssted, hver gang jeg spurgte.