Denne artikel udkommer også i Weekendavisens fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Uønsket barn har mange navne. Den nye regering kalder sig selv for firkløverregeringen, ligesom Poul Schlüters regering fra 1982, men det mener den daværende finansminister Henning Dyremose er en »skændsel.« Politisk kommentator Steffen Hjaltelin forudser, at de borgerlige partier i stedet vil kalde den rødkløverregeringen på grund af SF, mens kommentator Lars Trier Mogensen bevæger sig videre ud i planteriget.

»Der er også nogen, der har prøvet med lavendel på grund af farven, men det er sådan lidt håndsæbe-agtigt,« siger han og kommer med sit eget bud: 

»Ratatouille-regeringen. Denne her vegetariske biksemad, hvor der er lidt aubergine i og noget rødt og lidt snusk og alle mulige ting, men det smager godt.«

Velkommen til Ærligt talt og til Danmarks nye S-SF-M-R regering. Den lyd, man laver i tegneserierne, når man er blevet slået ned i en skibskahyt og prøver at råbe om hjælp med en giftklud stoppet ned i halsen. 

 1. Dyre regeringsløfter

Den nye regering har kun fundet finansiering til halvdelen af sine løfter. Enhedslisten har ellers taget æren for, at danskerne kan se frem til gratis tandlæge til alle og gratis transport til unge under 22 år, men ifølge Politiken er det uklart, hvor pengene skal komme fra.

Beregninger fra Dansk Industri viser nemlig, at regeringsgrundlaget indeholder udgifter for over 30 milliarder kroner, mens der er kun indtægter for 16 milliarder. I stedet står der flere steder i regeringsgrundlaget: 

Foto: Sebastian Elias Uth, Scanpix
Foto: Sebastian Elias Uth, Scanpix

»Regeringen vil løbende anvise finansiering.«

Nogen burde sende det til Luksusfælden. Man gad godt se et afsnit, hvor de lægger pengesedler ud foran Pelle Dragsted og spørger, om han ikke godt kan se, at det ikke holder i længden.

2. Kritik af grøn moms

Regeringens løfte om at afskaffe momsen på frugt og grønt og halvere den på øvrige fødevarer, kommer næppe til at give billigere priser i supermarkedet. Ifølge Jyllands-Posten viser international forskning, at kun seks procent af momsnedsættelsen efterfølgende kan mærkes af forbrugerne. Man vil således kun spare to kroner på en indkøbskurv, der i dag koster 321,42 kroner, skriver Jyllands-Posten.

Carl-Johan Dalgaard, professor ved Københavns Universitet og formand for Det Økonomiske Råd, advarer derfor regeringen. 

»Hvis man forestiller sig en skala fra 1 til 10, hvor 1 er supersnedig politik og 10 er det modsatte, så er det her i omegnen af 10,5,« siger han til Jyllands-Posten.

Vildt nok. Den nye regering sprænger rammerne for inkompetence.

3. Usynlig skattestigning

Danskerne skal betale mere i skat, når regeringen fører sine planer ud i livet. Af regeringsgrundlaget fremgår en række skattelettelser som fjernelse af mellemskatten og toptopskatten, men Berlingske har bidt mærke i en tør sætning i regeringsgrundlaget, der trækker den modsatte vej:

Regeringen vil foretage en »en nominel fastholdelse af beløbsgrænser i skattelovgivningen i en toårig periode.«

Det betyder, at forskellige skattefradrag ikke vil stige som planlagt, og alene det vil indbringe staten ni milliarder kroner fra danskere i arbejde. 

Jakob Engel-Schmidt er ny skatte- og vækstminister. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix
Jakob Engel-Schmidt er ny skatte- og vækstminister. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Fænomenet, der går under navnet stealth tax, er kendt fra England og betyder, at staten kan opkræve flere skattepenge uden officielt at hæve skattesatsen. 

Utroligt. Det samlede, danske forsvar er ude af stand til at nedskyde en drone, men når det handler om at kradse folks penge ind undercover, er danske embedsmænd pludselig eksperter i guerillakrig. 

4. DSB i modvind

DSBs punktlighed har ikke været lavere i 11 år. I april i år var kun 60 procent af passagererne fremme til tiden, og direktør Flemming Jensen har i flere medier forberedt pendlerne på, at problemet ikke er tæt på at blive løst. Ifølge direktøren skyldes forsinkelserne et sammenfald af blandt andet nedfaldne køreledninger, elektrificering af signalprogrammet, IC4-toge, der ikke kan køre på skinnerne, når der er sat nyt signal op, ombygningen af Aarhus banegård, et nyt IT-system til vagtplanlægning for medarbejdere samt vintervejret i januar og februar. 

»Vi er sådan lidt i en perfekt storm, hvor alt, der kan flytte på sig, flytter på sig på én gang,« siger direktøren til TV 2

Undtagen togene. 

5. Præster boede ulovligt

To præster har i strid med reglerne fået stillet lejligheder til rådighed centralt i København for langt under markedsværdien. Præsterne skulle kun betale 8.500 kroner om måneden for nyistandsatte, seksværelseslejligheder på over 200 kvadratmeter. 

Efterfølgende har det vist sig, at præsterne slap for at betale fuld husleje, fordi lejlighederne også var til »kirkeligt brug.«

Blandt andet indeholder de mødelokaler, som i den ene lejlighed også var præstens private spisestue. Køkkenerne var private men samtidig tiltænkt kirkelige sammenhænge. Biskop Peter Skov-Jakobsen har nu iværksat et skærpet tilsyn med Vesterbro Sogn. 

»Det er menneskeligt at begå fejl, men der skal være orden i penalhuset,« oplyser han til Berlingske

Eller som der står i Biblen: Det er menneskeligt at ville score en kæmpelejlighed på Vesterbro for ingen penge, men nogle gange skal man vride sig lidt for at komme igennem nåleøjet.

Det var alt for denne uge. God grundlovsdag til de kommende generationer, der ihukommer denne dato i 1849 ved at holde fri fra skole.