Fødselsdag. Regeringen fejrer sit første leveår med en håndfuld rosiner i grøden. Folketinget har lært sig magtens nye logik.
Havregrødsfest
Det med afstand morsomste indslag ved årets finanslovsaftale står Liberal Alliance for. Partiet er sørme havnet under Nicolaj Wammens modervinge sammen med alle de andre partier fraset Enhedslisten, og man er vist lidt flov over at ligge der i finansministerens lune rede.
Partiformand Alex Vanopslagh stemplede finanslovsaftalen som »ligegyldig. Uambitiøs. Uden retning for Danmark«, hvad der ikke gjorde hans forhandler, Ole Birk Olesen, forlegen. Ved forligspartiernes præsentation af ligegyldighederne fortsatte han formandens nedrakning af, hvad man har brugt sine 14 mandater til: »Det er hverken godt eller skidt. Det er bare, hvad det er.«
Del:
