Tilsyneladende havde integrationsminister Inger Støjberg fundet det vidundermiddel, som Venstre har ledt efter siden valget i 2015 – udlændingeforslaget, der kan skabe ballade i Socialdemokratiet – da hun bebudede, at et håndtryk til borgmesteren fremover vil være en obligatorisk del af den ceremoni, der byder nye statsborgere velkommen.

Siden 2001 har det været gængs logik i Venstre, at ethvert forslag til stramning af udlændingepolitikken ville gøre ondt på den politiske hovedfjende. Enten måtte Socialdemokratiet sige fra, hvorefter de kunne udstilles som tilhængere af pivåbne grænser. Eller også måtte de følge regeringen med intern splid til følge.