Opinion. Regeringen lytter mere til frygten end til videnskaben, når det handler om bæredygtig energi.

Grøn atomkraft nu

Klimaminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup er i direkte kollision med klima­videnskaben. Selvom en ekspertrapport modsiger dem, støtter de et forslag om at udelukke atomkraft fra EUs grønne investeringstaksonomi; en liste over investeringer og aktiviteter, som EU-Kommissionen er ved at udarbejde og anerkende som miljømæssigt bæredygtige, og som derfor kan få støtte fra EUs genopretningsfond.

Rapporten har de sidste måneder skabt en kløft mellem et fåtal politikere fra fem EU-lande og EU-Kommissionens uafhængige forskningstjeneste, Joint Research Center (JRC). Stridens kerne er som mange gange før atomkraften, en teknologi med et meget lavt CO₂-aftryk, og konklusionen fra JRC er klokkeklar: Atomkraft skader ikke menneskers sundhed eller miljøet mere end nogen anden energiproduktionsmetode. Atomkraft har dermed utvetydigt fået JRCs grønne stempel til at kunne inkluderes i taksonomien. Alligevel lander et brev i Bruxelles i juli 2021 med budskabet om, at atomkraft skal udelukkes fra EUs grønne taksonomi. Det er underskrevet af ministre fra Tyskland, Østrig, Luxembourg, Spanien og Danmark. To velkendte underskrifter springer frem, Dan Jørgensen og Simon Kollerup.

Andre læser også