Godbids­revolutionen

Hele omvæltningen begyndte med børn. En uvilje mod at knalde lussinger, vride ører, svinge bælter, svirpe spanskrør og sende børn i skammekrogen for at få dem til at adlyde. Men hvordan skulle man ellers få dem til det?

Et ønske voksede i eksperimenterende kredse i sidste halvdel af 1900-tallet: De ville holde op med at råbe, forlade tvang og opdrage børn kærligt. Ikke lægge hånd på dem. De pressede lovgiverne, som igen pressede skolelærerne. Volden holdt op, frimodighed erstattede frygt. Derfra sivede fænomenet uendeligt langsomt ned til hundene og lagde sig til rette som en ny blidhed, drevet frem af godbidder og ros. Modsat før, hvor også hunde gik i den sorte skole og lærte kæft, trit og retning.

Hundetræning er et spejl. Bag skiftet ligger en letgenkendelig modstand mod at være autoritær, mod at bøffe andre. Et ønske om at blive elsket, oprigtigt, utvunget og i dette tilfælde af en anden art.

I den disciplinære tid var meningen med træningen, at hunden skulle lære at adlyde kommandoer fra hvem som helst. Dens forhold til mennesket var sekundært. Nu bruges træningen til at skabe et stærkt følelsesmæssigt bånd til hunden og opbygge et forhold til den person, der træner, ikke til alle mulige andre.

Hundens entusiasme skal udspringe af kærlighed, ikke tyranni. Kulturhistorikeren Nicole Shukin kalder det feeling-power, en fantasi om gensidig kærlighed og hengivenhed på tværs af arter. Trænere sælger deres kurser med løftet om »anerkendende, ikke-dominant« hundetræning, som ofte ikke kaldes træning, men coaching eller vejledning. Man vælger sine ord med omhu. I USA hedder det nu companion dogs, der antyder et mere ligebyrdigt forhold, end der ligger i det passive ord pet, kæledyret.

Metoden med langsomt at eksponere hvalpen for verden og berolige den, mens den oplever »farlige« ting, svarer til kognitiv terapi, hvor fobikere udsættes for deres egen frygt i små doser og erfarer, at de i virkeligheden ikke er i fare.

»Når man henter hvalpen første gang, skal den ikke ind bagi bilen alene,« siger træner og avler Niels Egelund Faddersbøll.

»Dens evne til at kæde ting sammen er formidabel, og den vil forbinde bilen med utryghed og angst. Hvalpen skal sidde hos dig. Alt skal foregå langsomt. Ellers er det som at forlange af et barn, at det skal tage sine første skridt om mandagen, begynde i skole om tirsdagen, i gymnasiet om onsdagen og til disco tre gange om ugen oveni. Som når folk får børn. De skal jo alt for meget!«

Det samme gælder, når Faddersbøll træner en ung jagthund. Den skal ikke sidde i bilen med åben bagklap og høre 800 skud tæt på, men et par afdæmpede skud på afstand, mens han roser den og giver godbidder.

»Jeg er tryghed,« siger Faddersbøll, en venlig og rolig mand, hvis fire hunde må ligge i sofaen og se fjernsyn. De er på én gang ekstremt veltrænede, lydige og kælne.

»Man skal huske at adskille hårdhed og konsekvens,« siger han, som har haft hundreder af hunde mellem hænderne. »De to ting har intet med hinanden at gøre. Man kommer ingen vegne med hårdhed.«

Som ung søgte han i 1973 ind i Forsvarets Hundetjeneste. »Jeg husker det ikke som voldeligt, men det var gammeldags. Man troede, at en god arbejdshund blev bedre af ikke at få omsorg. Det er bare en hund, sagde man. I dag har folk meget større forståelse for, at hunden er stærkt knyttet til ejeren. Jo mere man er sammen, desto bedre bliver det.«

For hunden er træning et spørgsmål om liv eller død. Jo mere træning, desto mindre risiko for at blive aflivet som problemhund. En amerikansk undersøgelse viser, at 96 procent af hundene på landets internater aldrig er blevet trænet. Det er livsfarligt ikke at have lært at begå sig blandt mennesker.

Hundetrænere med mange års erfaring udstøder dybe suk over dét, de gjorde, dengang de ikke vidste bedre. Dengang de selv var i træning som hundetrænere og på en måde troede, at hunden var et andet dyr, som man skulle nå på en anden måde end i dag. Ligesom barnet i revselsesrettens tid var hunden et dyr, man kontrollerede og disciplinerede. De gamle metoder behøver kun at være fra 1970erne og 80erne for at fylde trænere fra den blide skole med fortrydelse.

Da Irene Jarnved, en af landets dygtigste jagthundetrænere og undervisere, som ung i 1980erne mødte op til sin første træning, trak hendes hund i snoren. Træneren sagde:

»Man kan ikke rykke hovedet af en hund, så du rykker sgu bare til.«

Og det gjorde hun, selvom det føltes forkert. Hun havde tillid til sin træner, det var ham, der vidste hvordan.

»Jeg tror ikke, vi roste hundene eller bekræftede dem, når de gjorde noget rigtigt,« siger hun.

Senere kom vandpistoler på mode som disciplineringsmiddel. Når en hund gøede ad andre hunde eller ad folk, skød man efter den.

»Jeg var god til at ramme en hund lige mellem øjnene med en stråle vand,« siger Irene Jarnved. »Det virkede jo, men når jeg tænker tilbage: Åh! Det var ren symptombehandling. Dengang tænkte vi ikke over, om hunden var ked af det eller bange. Bare ti stille. Og når hunden opdagede, at vandflasken var væk, gøede den alligevel. Vi manglede viden.«

I dag siger hun til sine elever, at de skal sige fra, hvis de ude i træningsmiljøet støder på ting, der føles forkert. Også selv om de ikke kender alternativet.

»Vi mennesker er bange for at miste kontrollen over hunden. Ejerne har fået tudet ørerne fulde af trusler om hundens dominans over familien, hvis de ikke straks tager lederskab. Og når vi så slipper kontrollen og ser, at hunden hverken stikker af eller overtager familien, men bliver ved os, finder vi ud af, hvad relationen betyder.«

Godbidder er selve symbolet på omvæltningen fra frygt til ros og opmuntring. En erfaren jagthundetræner, hun engang købte en hvalp af, sagde til hende, at han før i tiden ikke troede på godbidder, men var blevet så overbevist, at han ikke længere ville sælge sine hvalpe til jægere, der ikke gjorde. Jægere, der sagde, de ville have en jagthund, ikke en skødehund. Eller at de ikke ville »købe« hunden med godbidder. Det holder ikke. Godbidder virker bedre end noget andet.

»I gamle dage modarbejdede vi hundens lyst til at samarbejde med vores evindelige stop! Hold op! Nej, ikke den vej! I de sidste 25 år er vores hund blevet vores ven. Jeg ser ikke et magtforhold, jeg vil ud af det dér. Hvis man er god ved sin hund, vil den anstrenge sig for at gøre det rigtige, den vil forsøge at være sit bedste selv.«

På gulvet i hendes røde skovarbejderhus i en vestsjællandsk skov ligger hendes fire tæver roligt i en klump. Hendes regel er aldrig at opdrage fysisk, men med stemmen, kropssproget og godbidderne. Kun ét sted råber hun et nej. Det er, hvis hunden så meget som tænker på at løbe efter vildt.

Nogle gange møder hun ejere, som falder tilbage til det gamle af og til:

»Jeg siger til dem, at hunden ikke kan tage imod det, de siger, fordi den er stresset over, at de står og skælder ud. Så prøver den at trække sig, og så bliver det til ’nu vil den fandeme også bestemme!’ Prøv at sige noget venligt, så opstår en fantastisk kontakt. Hunden ser pludselig på sin ejer og blomstrer op i forventning om noget godt. Ejerne hader sig selv, når de er hårde. Ingen har lyst til at arbejde med deres hunde som for 25 år siden, men de ved ikke altid, hvad de skal gøre. De kommer til mig, fordi de har konflikter med en ’umulig’ hund, er trætte af, at den buldrer rundt. Så får de hjælp til at ændre sig, ikke hunden. De fleste ejere elsker deres hunde, også dem, der bruger heftige metoder. De betaler gerne 200 procent mere for at gå akut til dyrlæge om søndagen, samtidig med at de står og råber og rykker i deres hund.«

Kærlighed og brutalitet

I 1990erne begynder det for alvor at rykke, først igennem Tordenskjolds soldater, så bredere.

»Desværre fik vi et kæmpe backlash med trænere som Cesar Millan og Jan Fennell, som begge sværger til floklederteorien: Din hund må ikke få mad før dig, må ikke gå ud ad døren før dig, må ikke ligge i sofaen. Du er leder. Hvis hunden vil kæles med, skal du ignorere den. Mennesket er kongen og hunden undersåt.«

Irene Jarnved er uenig i det hele. Hundene ligger i sofaen. »Jeg har få regler i hverdagen, vi lever et liv i fred og fordragelighed, men når jeg er ude at træne med dem, er jeg meget konsekvent og ensartet i min træning, så de altid forstår budskabet.«

Træningen har flyttet sig fra det sene 1800-tals optagethed af at lære hunde sjove ting, især at efterligne mennesker og sidde i en lænestol med pibe, briller på snuden og en bog mellem poterne eller klædt i kjole skubbe en barnevogn. Cirkustricks på linje med tidens abeorkestre. I 1900-tallet ændres »tæmning« til »træning«. Man antog, at mennesket gjorde hunden en tjeneste ved at træne den og styrke dens naturlige kløgt. Uden træning ville hunden gå til i lave instinkter, men ved menneskets mellemkomst kunne dyret reddes fra sin egen vildskab og udvikle sig i en udstrækning, det ellers ikke ville have gjort. Man fortsatte med at lære hunden at trykke hånd, gå på bagbenene, spille død, bukke og kravle.

Udenlandsk og dansk træningslitteratur advarede mod overdreven magtanvendelse, men nøjagtigt doseret vold var stadig nødvendigt for at komme frem til kærlig hengivenhed.

Børn, ulve og bløde forældre

I Hakon Jørgensens Kortfattet Vejledning i Politihundedressur (1948) anbefalede han både belønning og »et rask Ryk i Linen«, hvis hunden viste sig ulydig. »Hundepisk maa aldrig bruges overfor en ung Hund og vil i de allerfleste Tilfælde være unødvendig ved en ældre Hund; som Regel kan man nøjes med at skamme den ud.«

Helt at lægge vold, tvang, pighalsbånd, kvælerhalsbånd, pisk, sammenrullet avis og udskamning fra sig turde eller ville man ikke.

»Deklarationer om kærlighed og venlighed støder sammen med brutaliteten i de faktiske metoder. Der er en spænding i hjertet af det sentimentale projekt,« skriver Justyna Wlodarczyk i Genealogy of Obedience: Reading North American Dog Training Litterature, 1850s-2000s (2018).

Vendepunktet kom med B.F. Skinners behaviorisme i 1950erne. Han tog afsæt i direkte observerbar adfærd og tillagde ikke mentale tilstande eller begrebet »bevidsthed« betydning: Alting er resultat af individets indlæringshistorie. Ordentlig opførsel er ikke medfødt, ergo må det indlæres, ergo må alle hunde trænes. Straf undertrykker kun en adfærdsform, men fjerner den ikke. Belønning derimod giver gode resultater ved adfærd, man gerne vil have. Skinner lagde grunden til godbidsrevolutionen.

»Nøjagtigt den samme glædelige bevægelse er sket for heste,« siger dyrlæge og formand for Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi, Kirsten Brock, i telefonen under frokostpausen på sin travle klinik.

»Vi vil gerne være venner med alle. Der er opstået en frygt for at undertrykke hundens frie udfoldelse. Nogle trænere siger aldrig nej til deres hunde, men det kræver, at man er skarp. Som adfærdsbehandler bliver jeg ofte opsøgt af folk, der aldrig har formået at sætte grænser for deres hund. Bagsiden af medaljen er, at nogle hunde bliver tøvende, stressede og usikre og kommer til at minde om de diskussionsbørn, der driver skolelærerne til vanvid.«

Efter at have boet 23 år i kollektiver og bofælleskaber har Kirsten Brock fået indblik i mange familier og børn og set, hvordan nogle forældre forhandler med deres børn om alting og begrunder op og ned ad stolper, hvorfor et barn skal have hue på i frostvejr. Nogle gange skal hverken hund eller barn have et valg, men bare et: »Fordi jeg siger det.«

Inden for de sidste tyve år har forskningen afdækket, hvordan ulve blev til hunde, og dermed aflivet den populære hundetræningsteori om mennesket som alfahan og leder af flokken.

»Vi er nu sikre på, at der ikke i tidernes morgen har været ulve-hviskere, der er trængt ind i ulveflokken og har lokket nogle med sig. Ulvene kom selv – efter levninger og mad på vores møddinger. De ulve, der var mest trygge ved at være tæt på mennesker, blev stamfædre til tamhunden. Hunde er de dyr, der har været bedst til at læse mennesker. Langt, langt bedre end vi dem. Det er et ældgammelt samarbejde, hvor begge arter har set en interesse i hinanden: jagt, vagt, fællesskab,« siger Kirsten Brock.

Det strenge hierarki findes ikke i ulveflokken eller blandt vilde hunde, de lever snarere i familiegrupper. Med den nye viden forsvandt grunden under teorien om mennesket som flokleder, men den bruges stadig rundt omkring, især i brugshundekredse.

»Træningen er blevet meget bedre, men der findes stadig rester af straf. Hunden får en på bærret eller revet ørerne rundt. Man får meget mere ud af samarbejde. Hunden byder ind, vi tager imod med ros – eller ignorerer forkert adfærd og anviser et alternativ. Der er et nej også, men uden vold,« siger hun.

»Tigre og elefanter ser dig ikke som alfa. De er ligeglade med dig. Men med godbidder og træning har man i zoo-verdenen lært dem frivilligt at stikke halen ud eller foden frem, når de skal have taget blodprøver, vaccineres eller have klippet kløer, også selvom de ikke er bundet og har frihed til at kunne trække sig væk.«

Skadelig skrøne om anger

Barbara Andersen åbnede en hunde- og kattepension i 1986 og havde hunde, der var svære at komme til. Hun ville ikke bruge magt og fandt alternativet i hundetræneren Roger Abrantes, der netop på den tid var »hele forandringen i Danmark« ved at bruge psykologi frem for magt.

»Man stod og måbede,« siger hun. »Han kunne kommunikere med hundene. Det hele var ikke mere mystisk, end at man skulle bruge sit kropssprog, masser af godbidder og vide, at hunden gerne ville samarbejde.«

Godbidder var en revolution – imod at være magtesløs. Før brugte man dem kun til forkælelse, nu satte de et samarbejde i gang. Ingen havde forestillet sig, at man kunne kommunikere uden at røre hunden.

»I det øjeblik, man rykker hårdt i snoren, skaber man en kæmpe kløft, hunden vil logisk forbinde en med ubehag. Når hunden med godbiddens hjælp først forstår, at den skal følge med dig, trækker den aldrig.«

Barbara Andersen blev selv hundetræner, oplærer nye trænere og tager ud til de såkaldte problemhunde, hvor hun først og fremmest tager sig af ejerne. Hun er forbløffet over, hvor mange gamle, skadelige skrøner hun støder på.

At hunden har dårlig samvittighed over at have tygget i et stoleben og ser på ejeren med anger, når hun kommer hjem.

»Hunden gør aldrig noget af ond vilje. Den er ked af at være alene hjemme i seks-otte timer, har længtes efter, at der kom nogen hjem, og nu står ejeren og skælder ud. Dét kan den mærke, men den aner ikke, hvorfor der råbes.«

– Hvad skal man gøre?

»Træne et alene-hjemme-program i god tid,« svarer Barbara Andersen. »I sin store kærlighed til den lille hvalp har man ikke lært den det, før det er for sent.«

Den nyeste og mest radikale tendens i hundetræning handler om at overskride grænsen mellem arterne, mellem hund og menneske. Klimakrisen og arternes hastige uddøen skubber på et opgør med antropocentrismen, hvor mennesket er centrum for alt, nu også for katastrofen. Opgøret er på vej helt ind på træningspladserne, hvorfra allerede lyder et kor af dyyygtig i opmuntrende falset. Ifølge forskere i dyr-menneskerelationer mærker dele af hundetræningen the animal turn, som det kaldes i akademia: en etisk motiveret optagethed af dyrs »andethed«. Hunde skal hverken disciplineres eller overvåges, tværtimod er deres dyriskhed en ønsket kvalitet, snarere end noget, der må undertrykkes.

Avantgarden vender hundetræningen på hovedet, så det nu er dyret, der skal lære mennesket noget. Hvor filosoffen Friedrich Nietzsche i hunden så vildskab, styrke og vold, refererer etologer – eksperter i dyrs adfærd – nu til dens ærlighed og liv uden overfladiske behov, båret af umiddelbar tilfredsstillelse. Den er en fredelig og opportunistisk skabning og har ikke som tidligere antaget naturligt anlæg for aggression.

Justyna Wlodarczyk skriver i Genealogy of Obedience, at hunden har bevæget sig fra at være et velopdragent medlem af et antropocentrisk samfund til at være den ene halvdel af et fællesskab med udflydende grænser; træningen er en proces, som forandrer begge parter.

Den går ud på at opleve verden fra hundens synsvinkel og udforsker menneskets nye ønske om at »være mere hund« eller endnu skarpere at »blive hund«.