I dag slutter en lang, men også fascinerende valgkamp. Enkelte vil påstå, at den stort set ikke har handlet om andet end bogstavkombinationer, og hvem der vil pege på hvem. En mere positiv udlægning er, at der bag den diskussion gemmer sig det egentligt væsentlige: Hvem foretrækker vælgerne i spidsen for landet, når en krise tårner sig op – økonomisk, sikkerhedspolitisk, energipolitisk og klimapolitisk?
For en politisk nørd er det svært at huske en mere dramatisk valgkamp. Store partier er blevet små, små er blevet store, og der vil være meget at holde øje med, når resultaterne begynder at indløbe tirsdag aften.
Det forekommer efterhånden at være længe siden, men måske husker man alligevel, at det var De Radikale, der gennemtrumfede valgudskrivelsen imod Mette Frederiksens vilje. Hvad tænker De Radikale mon om den beslutning nu, hvor partiet står til at blive decimeret? Noget af det, jeg vil holde øje med, er ikke blot det radikale valgresultat, men også hvilke muligheder partiet får i forskellige flertalskonstellationer. Dertil hvor de radikale mandater falder. Valgforskere mener, at tilbagegangen kan koste partiet begge mandater i Københavns Omegns Storkreds, og sker det, er partileder Sofie Carsten Nielsen ude af Folketinget.
Modsat De Radikale er Moderaterne vokset fra stort set intet til det parti, alle kigger på. Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen kan komme til at afgøre, hvem der er statsminister efter valget. Foreløbig har han undveget spørgsmål om det med, at han peger på noget og ikke nogen. Når stemmerne er talt op, bliver han nødt til at bide til bolle, men det er ikke givet, at han kommer med en klar og entydig melding. Jeg vil lytte nøje efter, hvad han siger, for at få en indikation af, om han reelt er interesseret i et samarbejde med Mette Frederiksen. Måske vil han stadig holde flere døre åbne for at styrke sin forhandlingsposition. Måske endda for selv at gå efter posten. Det sidste er ikke voldsomt sandsynligt. Men Løkkes formuleringer kan blive valgaftenens vigtigste budskab.
Formentlig vil han få invitationen fra Mette Frederiksen. Hun kom efter nogle sløje målinger ind i valgkampen med en vis medvind, men Socialdemokratiet er gået i stå lige i underkanten af det sidste valgresultat – i hvert fald ifølge meningsmålingerne. Medmindre vi ser et større skred de sidste dage, vil de nuværende flertal bag regeringen forsvinde, og i den situation skal statsministeren have fat i Løkke. Det er værd at lytte efter, om Frederiksen i den situation vælger, at regeringen går af og dermed umiddelbart udløser en dronningerunde. Hun kan nemlig også forsøge at lade regeringen fortsætte og sige, at hun indleder forhandlinger om at udvide den med flere partier. Hvordan Løkke og De Radikale vil reagere på det, er uvist. På den ene side vil en sådan melding imødekomme begge partiers ønske om en bred regering. På den anden side vil det give Mette Frederiksen forhånden i de kommende forhandlinger. Lyt nøje efter Frederiksen og Løkke.
Hold derudover øje med Dansk Folkeparti. En gang stort og magtfuldt, i dag på kanten af spærregrænsen. I de seneste målinger sniger partiet sig over de magiske to procent, men ender det under, er det et stykke politisk danmarkshistorie.
Mere grund til fejring bliver der hos Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Støjberg ser ud til at få sit nye parti i Folketinget med et betydeligt antal mandater. Det er noget af en kraftpræstation.
Lige så stor en præstation er genkomsten af Liberal Alliance, der efter sidste valg og en tumultarisk regeringsdeltagelse balancerede på afgrundens rand. Men ender det med en rød regering eller en midterregering med Løkke, vil succesen være svær at omsætte i realpolitisk indflydelse for begge partier.
Det skyldes, at de to gamle borgerlige partier, Venstre og Konservative, er kommet skidt gennem valgkampen.
Værst for Søren Pape Poulsen, der kom ind i kampagnen som et realistisk bud på en kommende statsminister, men nu står med en valgkamp, der reelt er brudt sammen.
Lige så slemt, set med blå briller, har Venstre tilsyneladende ikke fået fat i de tabte konservative stemmer, så samlet set står de to partier historisk dårligt.
Står spillet om fremtidens regering nogenlunde klart på valgaftenen, skal man selvfølgelig lytte nøje på både Pape, Ellemann og deres fremtrædende partifæller. Hvor sikkert sidder de i sadlen?
Det bedste bud er, at ingen af partierne her og nu står over for et kup, selv i det værst tænkelige scenarie. Til gengæld er det langtfra usandsynligt, at Ellemann vælger at gå selv, hvis Venstre ender lavt og uden udsigt til at komme i regering. Venstre har ingen åbenlys afløser, men mon ikke nogen vil melde sig.
Heller ikke hos De Konservative ser Søren Pape Poulsen ud til at blive styrtet. Vælger han at gå selv, er Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard de bedste bud på en afløser.
Derudover er der selvfølgelig stadig en mulighed for, at de to partier i et spil med Lars Løkke Rasmussen kan opnå en gunstig position – måske endda regeringsdeltagelse.
Det sidste er langtfra det mest sandsynlige. Men det bliver under alle omstændigheder en dramatisk aften.
Så gå ikke for tidligt i seng.
