ALEXANDRIA – »De prøver at tage vores stemme fra os,« siger Michelle Dewakar, mens hun læner sig ind mod mig. Den energiske, midaldrende ejendomsmægler er ikke i tvivl om, hvad Demokraterne har gang i med rigsretsundersøgelsen af Donald Trump: De leder efter et påskud for at fælde præsidenten, »for de ved, at de ikke kan vinde i 2020«.

Af samme grund har de forsøgt sig med den ene ting efter den anden, anfører den blonde kvinde i mønstret vinterfrakke. Anklaget ham for at være i russernes sold, beskyldt ham for at have haft en affære med pornostjernen Stormy Daniels (»det rene opsind«), jagtet hans skatteoplysninger og skildret ham som vanvittig.