FRONTEN i Ukraine er mere end 1.000 kilometer lang og går fra den nordøstlige grænse ved Kupjansk, ned gennem Donbas og sydpå langs Dnipro-floden i Kherson-regionen. Selvom kampene er blodigere end nogensinde, er fronten stort set frosset fast. Men der er også en anden frontlinje: Den går mellem Washingtons politiske fløje og videre til Europa, hvor den bugter sig gennem det politiske landskab, mellem tilhængere og modstandere af støtten til Ukraine. Her betaler ingen med livet, men denne front er alligevel langt mere volatil. Og lige nu krakelerer forsvarsværkerne på den side, der støtter Ukraine.

MOD Europas støtte til Ukraine står en treleddet akse: De to yderfløje plus en såkaldt realistisk flanke. Ideologi, snævre nationale hensyn og krigstræthed svækker det, der burde være et europæisk fort. På venstrefløjen står især tyske Sahra Wagenknecht og franske Jean-Luc Mélenchon, som har sympatisører i hele Europa. Her er tale om klassisk modstand mod USA, militarisme, oprustning, NATO, ja, selve ideen om vestlige værdier overhovedet. Man fornemmer en svaghed for Ruslands position; en efterklang af venstrefløjens kærlighedsforhold til Moskva. Man er selvfølgelig modstander af både imperialisme og stormagtsdominans, altså medmindre det er Rusland, der vil genrejse et imperium, og et russisk naboland, der smadres. Det principielle hykleri er overvældende.