Ældrereform. Regeringen har nået et af sine mål med aftalen om en ældrereform. Den skal frisætte en vigtig del af velfærdssektoren.

Frisættelse i praksis

EN ÆLDREREFORM BASERET på en ny ældrelov har stået på statsminister Mette Frederiksens dagsorden længe før dannelsen af SVM-regeringen. En ældrelov skulle frigøre den kommunale omsorg og pleje for snærende bånd, der tappede ledere og medarbejdere for kraft. Den skulle også være det første skridt i den frisættelse af velfærdsservice, som indtil nu ikke er lykkedes for nogen.

Nu er en aftale på plads mellem regeringen og fem partier i Folketinget. Den aftale må i regeringen selv føre til eftertanke. For grundlæggende viser den, hvor svært det er at gennemføre den frisættelse, som alle i årevis har bekendt sig til. Det betyder ikke, at aftalen slet ikke byder på forandring, for det gør den. Men forandringen har sin pris i form af ny statslig og kommunal regulering og kontrol og i form af en stribe af krævende forhandlingsforløb, som udestår, inden den nye ældrelov kan træde i kraft den 1. juli 2025.

Andre læser også