Fra ven til fjende

I indlægget »De farveblinde« i WA #49 beskylder Dennis Nørmark en hvid storbyelite for at være ude af stand til at forstå provinsen og for fejlagtigt at blande racisme ind i historien om drabet på Bornholm.

Hverken dansk-zambieren Bwalya Sørensen fra Albertslund eller maskinmesterdatteren Rosa Lund fra Nørrebro virker dog som særligt velvalgte eksempler på hvid eliteoverklasse fra Nordsjælland. Og hvordan Dennis Nørmark, den i Kgs. Lyngby bosiddende, antropologuddannede, foredragsholdende, Liberal Alliance- og CEPOS-tilknyttede næstformand i Danmarks Radios bestyrelse ikke selv tilhører landets absolutte økonomiske, kulturelle og politiske storbyelite, er et mysterium.

Nørmarks hovedpåstand er, at drabet på Bornholm intet havde med racisme at gøre. De, der påstår andet, tilhører ifølge ham en såkaldt storbyelite, der ringeagter provinsen. For at underbygge denne anklage spekulerer Nørmark i, at den ene drabsmand fra Bornholm må have fået hagekors- og white power-tatoveringer i ren og skær »afmagt og frustration« over overklassens indvandringspolitik. Er storbyeliten og de indvandrede, herunder offerets tanzaniske mor, må man formode, virkelig hovedårsagen til højreekstremisme?

Og hvordan hænger det sammen med, at de rødlilla partier ved folketingsvalget 2019 fik et ganske fint flertal i Bornholms Storkreds? Alt imens Nye Borgerlige og det højreekstremistiske Stram Kurs med sammenlagt 3,6 procent klarede sig dårligere end på landsplan og mærkbart dårligere end i sammenlignelige provinskredse.

Er det uden for Dennis Nørmarks (elitære?) forestillingsunivers, at mennesker i provinsen kan stemme overvejende rødt? Fraregnet Socialdemokratiet stemte 19 procent af bornholmerne på Nørmarks overklassestorby-elitære partier, 8,1 procent sågar på, gys, Rosa Lunds Enhedslisten. Er disse 19 procent, herunder flere af mine ur-bornholmske familiemedlemmer, ikke rigtige bornholmere? Og er de med deres stemme ansvarlige for enkelte personers højreekstremisme?

Ikke bare er Nørmarks konstruerede storbyelite åbenbart skyld i radikalisering af unge hvide mænd i provinsen, den er også ude af stand til at forstå, at en hvid racist kan være ven med en farvet. Mon dog. Det kan selv jeg faktisk godt forstå, selvom jeg bor i det elitære, snobbede Næstved og ikke i folkelige, jordnære Kgs. Lyngby. Det er også noget, jeg ved selvsyn har oplevet under min skolegang i et belastet kvarter.

Men hvad vil der ske, hvis venskab bliver til fjendskab på grund af et problematisk forhold mellem den sorte ven og den hvide vens mor? Vil den unge mand med racistiske holdninger så ikke fjerne den farvede fra vennekategorien og gøre dansk-tanzanieren Phillip Mbuji Johansen til en af de fremmede – »en af dem«, som Nørmark selv siger det.

Kunne man så forestille sig en overreaktion i afstraffelsen af Neger Phillip, som var hans kaldenavn? Så lærestregen blev til mord? Hvordan skal vi overhovedet forklare, at man kan lokke sin ven i skoven for at mishandle ham til døde på den mest bestialske måde over en halv time med indlagte drikkepauser? Så brutalt, at selv retsmedicineren er rystet.

Dennis Nørmark stiller ikke disse spørgsmål. Forståeligt. Det ville underminere indlægget at medgive, at selvom racisme ikke kan bevises som motiv, kan man ikke fjerne racisme fra fortællingen om mordet. Uanset at hverken Nørmark eller en bornholmsk vennegruppe vil forholde sig til racisme, selv når symbolet for racistisk ondskab er graveret i menneskehud.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk