Det var ikke racisme, der dræbte Phillip Johansen på Bornholm. Hvorfor er det så svært at forstå for Rosa Lund, Bwalya Sørensen og stort set alle andre, der har kørt benhårdt på, omtrent fra det tidspunkt i sommer, da den unge mand blev dræbt ved et shelter i den bornholmske Nordskoven?
Det var derimod en cocktail af hævn, druk, sårede følelser og jalousi. Fra starten har alle med viden om de dræbtes identitet nægtet, at drabet var racistisk motiveret: politiet, anklager, forsvarer, de nu dømte, deres venner og selv den dræbtes egen familie. Alle har de gentaget det igen og igen over for en komplet afvisende folkestemning med udgangspunkt i den politiske elite og Københavns stærke antiracistiske miljø. Men lige lidt har det hjulpet; de to brødre er blevet udpeget som racister lige fra starten, og baggrunden er den tilsyneladende tilfældighed, at de på et tidspunkt under mishandlingen holder et knæ mod den afdødes hals. En scene, som giver mindelser om drabet på George Floyd i USA. Samt naturligvis det forhold, at storebroderen har en nazistisk tatovering.
Derfor mener mange, at sagen er klar, men udstiller samtidig, hvor langt der er fra København til Bornholm, og hvor langt der i virkeligheden er, rent mentalt, fra en oprørt politisk overklasse og til de mennesker og den omgangskreds, som efter alt at dømme var den sociale virkelighed, som vennerne på Bornholm var en del af.
Lad mig prøve at forklare, hvordan jeg tror, bjælken i øjet ser ud: For en storbygruppering af meningsdannere er det ganske enkelt usandsynligt, at folk fra en lavere socialklasse end deres egen har sorte venner. De har igennem årtier gået og fortalt hinanden, at kældermenneskene ude fra Udkantsdanmark er uoplyste bonderøve, der slet ikke er i stand til at mestre den slags tolerance og menneskeligt storsind, der skal til for at have en sort ven. På trods af gentagne forsikringer om, at særligt storebroderen var bedste ven med Phillip, forekommer det ganske enkelt usandsynligt, at det forholder sig sådan.
Men hvis man kender lidt til samfundets socialklasser, vil man vide, at lige præcis »de farvede« altid har boet dør om dør med samfundets underklasser. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de både kender hinanden og endog er venner. Enhver, der gider kaste et blik ind i en hætteklædt gruppe »indvandrerdrenge«, vil undertiden bemærke, at brun ikke er den eneste farve i gruppen. Til gengæld synes jeg, det er mere relevant at spørge om, hvor mange gode venner blandt muslimske indvandrere storbyeliten selv kan tælle på fingrene? Hvor mange Mohammeder og Samiraer sidder bænket omkring bordene på Østerbro og i Nordsjælland til den hvide overklasses parmiddage?
I virkeligheden er spørgsmålet her, hvem der egentlig er de farveblinde, og hvem der åbenbart ikke magter at tænke om en sort mand på Bornholm, at han kan have ret mange andre identiteter end bare sin hudfarve?
Jeg kan sagtens forestille mig, at en ung hvid mand fra Bornholm kan være frustreret over alle de indvandrere, som overklassen igennem tiden har lukket ind i hans land, og blive politisk vakt til, dumt og provokerende, at tatovere et hagekors på sig selv i afmagt og frustration og rumme denne vrede i samme hoved, som tænker, at hans gode ven Phillip naturligvis ikke er »én af dem«. Det kan jeg forestille mig, fordi jeg har set det i mit liv mange gange. Noget er politisk holdning, noget andet nære venskaber.
Spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er Rosa Lund og Bwalya Sørensen og andre fra det antiracistiske heppekor i storbyen, der ikke længere magter at lave den samme skelnen? Om det ikke er dem, der kun ser farver, hvor lokalsamfundet på Bornholm faktisk ser individer?
