Forsvar. Jakob Ellemann-Jensen vendte tirsdag tilbage som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. Det bliver ikke let.
Fra asken i ilden
Det er ikke en fair sammenligning. Men man kunne ikke undgå at høre ekkoet af den fallerede byggematador Kurt Thorsen synge: »Her har I mig tilbage,« da Jakob Ellemann-Jensen tirsdag efter et halvt års sygefravær vendte tilbage til Christiansborg og de magtfulde poster som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. DR og TV 2 News sendte tirsdag aften samtidig hver sit interview optaget i Folketinget om eftermiddagen. Både spørgsmål og svar lød ganske ens på de to kanaler, selvom Ellemann på DR sad i hvid skjorte og på TV 2 News havde jakke på.
Havde man frygtet at kunne læse bekymringer og sygdom i Jakob Ellemann-Jensens ansigt, kunne seerne ånde lettede op. Den tidligere kampvognsdelingsfører, kaptajn og FN-soldat virkede glad og energifyldt, og han gjorde meget ud af at fortælle, at han atter havde lysten til politik i stedet for alene at køre videre på en motor med brændstof af pligt.
Del:

