Forstå Trump

DET republikanske primærvalg er afgjort efter de to første delstater, og det er historisk. Donald Trump bliver Republikanernes præsidentkandidat, ikke fordi vælgerne i det gamle hæderkronede parti lige akkurat tåler ham eller modvilligt anerkender hans gennemslagskraft, men fordi de elsker ham. For de fleste andre fremstår kongekroningen som et endnu større mysterium end i 2016, hvor Trump mod alle forventninger vandt nomineringen og slog Hillary Clinton. Hvordan kan hans vælgere stadig ignorere hans løgne og forbrydelser og angreb på demokratiet, lyder det i lange essays om Trumps fortryllelse af sine vælgere.

ER det påfaldende, at Trumps vælgere er så overbærende, burde man måske ulejlige sig med at se på mandens mere traditionelle politiske appel. Her er der ikke brug for en alkymistisk formel for at forstå, hvad der foregår. Det er det samme, der fik ham valgt første gang, det samme, som vælgerne i det konservative Iowa og mere liberale New Hampshire lagde vægt på: indvandring.

INDVANDRINGEN – særligt den ulovlige slags – der kommer sydfra, har været det dominerende tema i det meste af Joe Bidens præsidentperiode. Trumps vælgere siger klart, at de vil have det markante opgør, Trump var i gang med i sin første valgperiode, hvor han blandt andet adskilte børn fra deres forældre ved grænsen og satte et totalt stop for indvandring fra en række muslimske lande. Biden har tilbagerullet stramningerne og yderligere løsnet for adgangen til de familiesammenføringer, der står for de fleste opholdstilladelser.

DER gøres intet forsøg på at skjule Trumps planer: Der er over ti millioner ulovlige indvandrere i USA, og Trump vil arrestere dem i store mængder og samle dem i lejre, hvorfra de kan udvises. Det er mennesker, der kan have boet og arbejdet i USA i årtier; »den største deportation i vores historie«, lyder det fra Trump. Arbejdet skal udføres af nationalgarden, som også skal bevogte grænsen til Mexico. Trump vil, siger hans rådgiver i spørgsmålet, »slippe hele arsenalet af føderale magtinstrumenter løs i det mest spektakulære angreb på indvandringen«. Listen over lande, man slet ikke skal kunne indvandre fra, skal udvides. Flygtninge på humanitært ophold – særligt afghanere, der hjalp amerikanske styrker – sendes tilbage. Og folk, der ønsker visum eller asyl, skal gennemlyses for deres holdninger, ligesom unge på studieophold, der har deltaget i propalæstinensiske demonstrationer, skal udvises.

FORKLARER hans modstandere, at alt dette er både racistisk og ulovligt, og at Trumps mest vidtgående stramninger blev stoppet af hans eget system eller højesteret, kan de nu konstatere, at Trump denne gang har loyale medarbejdere og detaljerede planer på plads, og at retssystemet, helt op til højesteret, er blevet besat af mere konservative dommere.

MYSTERIET Trump, uanset hans planers voldsomme karakter, unddrager sig måske ikke normale forklaringsmodeller. Indvandringen gør amerikansk økonomi mere dynamisk og modstandsdygtig, men livet sværere for mange amerikanere med sparsom uddannelse. Samtidig er kriminalitet og sociale problemer eksploderet, og det viser sig, at heller ikke demokrater i storbyen bliver så glade, når ulovlige indvandrere ankommer i busser til deres nabolag. De fleste af Trumps vælgere sætter deres kryds i protest mod mange årtiers indvandrerpolitik og en grundlæggende vrede over at blive affejet som racister og xenofober.

TRUMP og hans vælgere ser endnu mindre mærkværdige ud, når de iagttages fra Europa. Her kender vi alt til indvandringsmodstandens politiske kraft. I Danmark blev fire folketingsvalg i træk afgjort af spørgsmålet, der udfordrede både etablerede partier og det politiske systems evne til at håndtere vælgernes bekymringer. Det har skabt kaos, udslettet eller decimeret etablerede partier og ført til enorme omvæltninger i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien. Også her har det ført til dyb mistro mod eliten, etablerede institutioner og demokratiet som sådan. Alt er som bekendt større og vildere i USA, hvor det politiske system er mere fastlåst og meget mindre repræsentativt, men elementerne er de samme, og Trumps modstandere gør netop det, den europæiske centrumvenstrefløj gjorde i årtier: Kalder ham en trussel mod demokratiet og ignorerer det, der faktisk får folk til at vælge ham. Dermed har de et meget stort ansvar for, at han er blevet så stærk, at hans nominering er en formssag, og at han meget vel kan genindtage Det Hvide Hus til november.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.