Leder
Forældreskolen
NÅR folk i fremtiden ser tilbage på disse års debat om folkeskolen, vil man nok bede om en forklaring: Hvorfor blev alle dog så forvirrede og i tvivl om meningen med skolen? Da vil en kvik ekspert pege på en lille begivenhed i begyndelsen af 2019: Her kom regeringens stresspanel med det første forslag til at gøre noget ved den omsiggribende stress i samfundet: Nedlæg Forældreintra! Fremtidens ekspert vil forklare, at dét forslag fint illustrerer, hvad der gik galt, da vi mistede orienteringen.
FOLKESKOLEN har som altid behov for, at der kan sendes beskeder mellem skolen og forældre. Det foregår i dag elektronisk gennem Forældreintra. Her kan man se barnets ugeskema, der engang hang på køleskabet, og sende besked om fravær, som engang foregik i en meddelelsesbog. Dertil kommer et mailsystem med kollektive beskeder fra skolen til forældrene og særligt mellem forældrene: om fødselsdage, udflugter, legegrupper, frugtordninger, morgenmadsarrangementer, forældrekolonier osv. osv.
ER det ikke meget fornuftigt? I teorien, jo. Men den kolossale aktivitet på Forældreintra er stressende for forældrene, lyder det fra regeringspanelet, og derfor må det lukkes. Eksperterne har altså iagttaget Forældreintra og konkluderer, at det er for meget. For forældrene! Den heftige kommunikation mellem skolen og de små hjem er et problem – ikke for eleverne, ikke for skoleledelsen, ikke for skolelærerne, men for – forældrene. Hvordan skal de dog overskue alle de beskeder om deres børn?
ET åbenlyst problem med manglende tid til ro og fordybelse er der ganske rigtigt ved den heftige kommunikation mellem forældre og skole. Men det sidder i den anden ende af linjen: hos lærerne. Det lyder i disse år jævnligt fra landets skolelærere, at forældrene blander sig alt for meget i undervisningen og i forholdene omkring deres børn. Store flertal af lærerne mener, at forældrene har snævert fokus på deres egen pode, hvorfor de forventes at forholde sig til 27 forældrepar, der vil have særlige hensyn til netop deres børns trivsel. Og derfor konstant sender beskeder om dit og dat, som læreren skal svare på.
EVIGT kan vi diskutere teknologiens og sociale mediers konsekvenser, men ofte er de jo et symptom på et større onde. I dette tilfælde manglende tillid til skolen. På Forældreintra har hver forælder en indbakke, hvor information fra skolen og lærerne forsvinder ind i en uendelig strøm af forældrebeskeder. Beskeder om skolegang, som oftest burde være envejskommunikation, blandes med forældrenes hyppige kommunikation om sociale arrangementer. Det er symptomatisk for en folkeskole, hvor opmærksomheden rettes mod trivsel i bred forstand og alt for sjældent mod lærerens faglighed og autoritet. Og det er et tegn på, at vor tids forældre har så lidt tillid til skolen som læreanstalt såvel som deres egne børn som skoleelever – herunder deres evne til selv at huske deres gymnastikpose – at de føler, at de selv må være til stede i skoletasken hele tiden.
FORÆLDREMØDE døgnet rundt, hele året. Sådan er det blevet, og det kan man da godt forstå må være stressende for forældrene. Men det skyldes det autoritetstab, der har plaget skolelærerne i mange årtier, og som ikke ændres, før man virkelig forstår at rejse læreren igen: med en læreruddannelse, der er lang nok til at give den rette faglighed, rettet mod specifikke klassetrin. Og med en skole, der har autoritet nok til at forklare forældrene, at de gerne må skrubbe ud af klasselokalet og nok skal få besked, hvis der er problemer. Det kommer til at tage lang tid, og det kræver store omvæltninger. At lukke Forældreintra er et fattigt svar på den udfordring.
Del:
