Folkets politi

Oprindeligt lignede det en succes for det danske politi. 

Kun godt et døgn efter, at en 13-årig pige i 2023 var forsvundet i Kirkerup ved Slagelse, blev hun fundet i hjemmet hos sin kidnapper, Philip Patrick Westh. Som dansker kunne man uvilkårligt tage sig i at tænke: Som med så meget andet er vi, også når det gælder politiarbejde, blandt verdens bedste.

Siden er billedet af effektive og professionelle efterforskere krakeleret. Det har vist sig, at Westh havde været udpeget som mulig gerningsmand i over fem timer, inden han blev anholdt på sin bopæl. 

I den type sager tæller selv minutter. Man tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket, fordi politiet handlede så langsommeligt.

Nu har justitsminister Nicolai Wammen besluttet sig for at nedsætte en specialgruppe af eksperter, der skal gå politiets behandling af Kirkerup-sagen efter i sømmene. Det sker efter en redegørelse fra Rigspolitiet, der ifølge Wammen rejser mistanke om, at »der er dele af efterforskningen, som kunne have været håndteret anderledes, hurtigere og bedre.«

Det er »bare« en enkeltsag. Problemet er, at der efterhånden er rigeligt mange enkeltsager, og et billede begynder at tegne sig af et politi, der måske alligevel ikke altid på sin egen nedtonede danske facon tilhører den globale elite.

Der er sagen om den fynske betjent Elvir Abaz, der i 2025 fik 30 dages fængsel i byretten for blandt andet at have videregivet fortrolige oplysninger til uvedkommende (han har anket dommen). Eller den om Bettina Jensen, tidligere afdelingschef i Rigspolitiet, der året før blev idømt otte måneders fængsel for bestikkelse.

Og så er der den helt store skandale, som antyder et problem på systemniveau: Politi-»vask«. Rigsrevisionen konkluderede i maj, at politiet over en seks år lang periode havde lukket 5900 sager om personfarlig kriminalitet uden at tage ét eneste efterforskningskridt. Det samme gjaldt 7100 sager om økonomisk kriminalitet.

Alt sammen peger i forskellige mulige retninger: inkompetence, korruption, grådighed. Eller noget så prosaisk som at måtte prioritere i en hverdag med begrænsede ressourcer. Hvad der forener sagerne, er den eventuelle konsekvens. Forholdet mellem befolkning og politi kan ende med at stå på spil.

Der er meget at tabe. Tilliden til det danske politi er fortsat høj. Ifølge Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse fra 2024 stoler 86 procent af danskerne på, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

Det er på den baggrund, at man som dansker ofte kan undre sig over amerikanske YouTube-videoer, hvor bilister demonstrativt nægter at samarbejde med landevejspolitiet og taler om deres rights i stedet for bare at vise deres kørekort.

Dér er vi slet ikke endnu. Vi reagerer høfligt, måske endda smilende, når vi bag rattet bliver standset på grund af rutinetjek. Det er jo til det fælles bedste. Sådan tænker en borger i tillidssamfundet.

Grænser for tillid

Men den massive tiltro i justitsministeriets undersøgelse står ikke alene. En anden måling fra 2024 foretaget af Epinion viser, at 73 procent regner med politiets hjælp, hvis behovet skulle opstå.

Stadig et flot niveau, men vi skal nok indse, at der ikke er noget naturnødvendigt i det harmoniske forhold til politiet. Engang var det enevældens forlængede arm, som udover at bekæmpe forbrydere også hjalp et autoritært styre med at undertrykke befolkningen.

Folk født i midten af det 19. århundrede fik ikke tillid til ordensmagten ind med modermælken. Entreprenøren Laurits Andersen, der skabte en formue i Kina, fortalte om, hvordan han som ung københavner under optøjer i 1864 havde set folkemængden kaste brosten mod politiet.

Da han i 1911 på en tur hjem til Danmark så vagtparaden på Amalienborg Slotsplads og blev trykket på maven af en betjent, der ville have ham til at træde et skridt tilbage, var hans reaktion forbløffende aggressiv:

»Jeg blev så gnaven i Ansigtet, at jeg var lige ved at skælde Betjenten Huden fuld og sige til ham, at han skulde saamænd hellere beholde sine Hænder på Ryggen, saadan som han havde gjort, da Fanen blev baaret ud; men så havde Manden vel bare noteret mig, og jeg havde faaet en Bøde igen.«

Så fjendtligt indstillede kunne selv medlemmer af de velhavende lag engang være over for politiet. Tilliden til ordensmagten er opbygget siden da, møjsommeligt og i generationernes løb, og den er i dag en af grundpillerne i det unikke danske tillidssamfund.

Og tillidssamfundet er en af de primære årsager til, at Danmark oftest befinder sig tæt på den globale top, også når det gælder politiarbejde. Men når først tilliden er brudt – til politiet, til samfundets øvrige instanser, til hinanden – skal vi måske begynde helt forfra.

I øvrigt …

Det er på tide, at Ukraine får en ny præsident. Det mener Donald Trump i hvert fald. Stikpillen til Volodymyr Zelenskyj faldt, efter at den ukrainske leder havde kritiseret en amerikansk beslutning om en midlertidig lempelse af sanktioner mod russisk diesel som ensbetydende med »gaver til Putin«.

Tech-milliardæren Elon Musk, der ser ud til at være tilbage inde i varmen hos Trump, bakker op om den amerikanske præsident via det sociale medie X med ordene: »Zelenskyj er gået for langt«.

Den transatlantiske kløft i spørgsmålet om Ukraine er dermed hastigt på vej til at blive endnu dybere, for de seneste skridt fra Washington kan undergrave den europæiske linje om fortsat militær støtte til Ukraine kombineret med konstant økonomisk pres på Rusland.