Folketinget lider

Den 13. juni offentliggjorde Folketinget en aftale, som ændrer forretningsordenen, så Folketinget får mere tid til at behandle regeringens lovforslag. I dag skal der gå mindst 30 dage fra fremsættelsen til vedtagelsen ved tredje behandling. Fra oktober bliver fristen 40 dage. Samtidig skal der gå mindst syv dage fra fremsættelsen til den grundige første behandling af et lovforslag.

De nye regler tager lidt af presset på politikerne og på lovgivningsprocessen. De kommer, fordi Folketinget arbejder i et forceret tempo, og efter en periode, hvor det ene folketingsmedlem efter det andet er gået ned med stress. Prominente eksempler er den nuværende formand Søren Gade, SF’eren Jacob Mark og venstremanden Karsten Lauritzen. De to sidstnævnte har skrevet tankevækkende bøger om det. Tag også Jakob Ellemann-Jensen og senest Jeppe Søe fra Moderaterne.

De nye regler lyder som ansvarlig omgang med Folketingets store ansvar. Her skal man dog huske to ting. Den ene er, at Folketinget kan fravige fristerne i hastesager. Den anden er, at Folketinget ofte gør netop det, ja, faktisk oftere og oftere. Tænketanken CEPOS har systematisk afdækket denne praksis, som ikke bare lader sig tilskrive covid-19-forløbet. Det var en praksis, som var undervejs længe inden, og det er i høj grad en praksis, som er blevet hængende siden 2020.

Det fører til en tredje ting: Hastebehandling forudsætter tilsagn fra Folketinget. Faktisk fra tre fjerdedele af Folketingets medlemmer. Så skiftende regeringer har altså kun kunnet presse lovforslagene igennem, fordi de uden besvær fik tilslutning til det fra et endog meget stort flertal i Folketinget.

Det er værd at huske, når vi nu applauderer det samlede folketing for de nye og stramme regler. Ligeledes er det værd at notere sig, hvor lidt opmærksomhed de nye og strammere frister fik, da Folketinget annoncerede dem. Der er ganske enkelt ringe interesse for principielle problemer af denne art. Intet af det lover godt for den nye regels omsætning i praksis.

Ganske apropos offentliggjorde den juridiske tænketank Justitia i forrige uge en rapport om »udfordringer i lovgivningsprocessen«. Den kortlægger problemerne med afsæt i Folketingets statistikker og interview med folketingsmedlemmer og embedsfolk. Især de dele af rapporten, som beskæftiger sig med arbejdet i Folketinget, fortjener opmærksomhed.

En stilfærdig, men central konstatering er, at politikernes arbejdstid i stigende grad anvendes på alt andet end det parlamentariske arbejde. En anden er, at de samme politikere åbenhjertigt tilstår, at de har svært ved at forstå de normalt lange og komplekse lovforslag, som de skal tage stilling til. En tredje, at det ikke betyder så forfærdeligt meget, fordi lovforslagene på forhånd er sikret flertal under forhandlinger i ministerierne. Derfor er Folketingets behandling og især udvalgsbehandlingen en formssag. Og derfor er det også nemt for regeringen at få tilslutning fra tre fjerdedele af medlemmerne til en hastebehandling, selvom intet i forslagets substans gør det til en hastesag.

DET LYDER FORNUFTIGT at fokusere på behandlingen af regeringens lovforslag. Det er det imidlertid langt fra. Presset på Folketinget er ikke forårsaget af, at der fremsættes flere lovforslag. Antallet er ret konstant. Derimod er lovforslagene blevet mere omfattende, og mængden af dokumenter, som passerer udvalgene, er siden oprettelsen af de stående udvalg for 50 år siden flerdoblet. Samtidig er en meget stor del af nutidens lovgivning bemyndigelseslovgivning, hvor ministrene og deres embedsfolk bestemmer lovens reelle indhold.

Man skal altså søge årsagerne til Folketingets trængsler andetsteds end i selve lovgivningsprocessen. Det er som nævnt gøremål uden relation til arbejdet i Folketinget, som presser politikerne, herunder den megen tid de bruger på de sociale medier. Andre ting, som knytter sig snævert til rollen som folketingsmedlem, presser dem også. Tag fremsættelsen og behandlingen af beslutningsforslag. De var engang en sjældenhed. I nutiden er antallet af beslutningsforslag 150-200 per samling. Så godt som ingen af dem bliver vedtaget. Samtidig formår de næppe at skabe den vælgeropmærksomhed, som er forslagsstillernes sigte. Så hvorfor er der ingen i partierne, som stiller det selvkritiske spørgsmål, om denne form for parlamentarisk aktivitet er anstrengelserne værd?

Der er også udvalgsarbejdet. Det er i teori og praksis kernen i det parlamentariske arbejde. Men med 29 medlemmer i udvalgene må politikerne springe fra det ene til det andet møde. Det giver rastløshed og stress, og ofte er det kun en mindre del af medlemmerne, som møder op. Så hvorfor ikke rationalisere arbejdet og gå tilbage til udvalg med 17 medlemmer? Forslaget har været stillet internt i Folketinget, men er strandet på modstand fra medlemmerne selv.

Endelig er der partistøtten. Den er stor. Men hvordan partierne internt prioriterer støtten, er et åbent spørgsmål, som rapporten fra Justitia kun lige berører.

Politikerne er altså hårdt pressede. Folketingets ledelse erkender det gang på gang, men de reformer og adfærdsændringer, som kunne mildne trængslerne, strander hos Folketingets egne medlemmer og partierne.