DEN almindelige praksis for bøder for økonomisk kriminalitet er, at den skal være »følelig«. Hvad er en følelig straf for Danske Banks hvidvask af 53 milliarder kroner? 10 milliarder, halvdelen af bankens overskud sidste år? Hvad er føleligt for ledelsen, hvis den dømmes for at have udvist uagtsomhed? Et halvt år i fængsel, der er strafferammen i den daværende lovgivning? Det vil vise sig. Bagmandspolitiet er nu begyndt at efterforske sagen. Følelig er skandalen dog allerede: De ulovlige penge er for længst forsvundet, brugt til hvad man nu end kan forestille sig af ubehageligheder. Og man græmmer sig over at være kunde i Danske Bank, som undertegnede plus familie har været det i flere generationer. Man får ondt i maven, når bankens chefstrateg udtaler sig om »moral« og »gråzoner« i andre virksomheder, som det skete i denne uge. Danske Bank er i dyb krise.

FINANSIELLE skandaler har da konsekvenser Sammenbruddet i 2008 fik os til at fokusere på banker, der havde løbet vanvittige risici med skøre investeringer for at tjene penge. Der blev reageret med stramninger og skrappe krav. Mindre opmærksomhed var der på den udbredte hvidvask af ulovlige penge, men også her blev der dog ­strammet op. Franske BNP ­Parisbas havde f.eks. bidraget til at bryde ­internationale sanktioner mod Sudan og Iran og fik en bøde på knap ni milliarder dollar.

SYGE profitkulturer er dog ikke så nemme at gøre op med. En særlig ironisk detalje er, at Danske Banks nye chef for anti-hvidvask er hentet fra Deutsche Bank, der sidste år blev idømt en kæmpebøde for at have bidraget til russisk hvidvask. Hele banksystemet i Letland er lammet af gentagne ­skandaler, der tidligere i år lukkede landets tredjestørste bank på grund af »institutionaliseret hvidvask« – herunder midler til Nordkoreas atomprogram. Historien om Nordeas bidrag til at hjælpe formuer i sikkerhed i skattely er blot et år gammel.

ER hvidvask virkelig så alvorligt? Ja. Det gør det ikke alene nemmere at slippe af sted med økonomisk kriminalitet, det undergraver også tilliden til banksystemet. Den gentagne hvidvask betyder samtidig, at myndighederne strammer op og styrker kontrollen, hvilket gør det sværere for både hjælpeorganisationer og banker i fattigere lande at finde nødvendige partnere i de store vestlige banker. Det rammer som oftest de forkerte. Men hvad gør man så?

IKKE så snart var den første store bank – Lehman Brothers – gået konkurs for ti år siden, før regeringerne strikkede store redningspakker ­sammen, så det ikke gentog sig. Det var ­nødvendigt, men finansverdenen ­mærkede aldrig rigtig selv ­konsekvensen. Hvor folk gik fra hus og hjem og mistede deres job i resten af samfundet, gik øverste lag i finans­sektoren i det store og hele fri. Især i Europa, hvor vi bildte os ind, at elendigheden blev påført fra Amerika. Danske Banks årsrapport 2008 lyder, som om sagen intet har med banken at gøre, men at man dog havde »valgt at deltage« i den redningspakke, der garanterede for bankens udlån.

KURERET er den finansielle ­verden først, når den ­anerkender - eller tvinges til at anerkende - ­ansvaret for at gøre op med en ­kultur, hvor man hele ­tiden er parat til at bøje eller direkte bryde regler og ­lov­givning for at tjene penge. Og med overbevisningen om, at det aldrig har ­konsekvenser for dem selv, når de jokker i spinaten i jagten på profit. Finans­krisen skyldtes, at bankerne tjente styrtende med penge, når det gik godt – og lod andre tage skraldet, når det gik skidt. Intet tyder på, at der her er taget et seriøst opgør. Så længe det ikke sker, vil den finansielle sektor igen føre resten af samfundet i nye ulykker.kras