Fodbold & fuck off

AT være Gareth Southgate må indebære en akut sympati for engelske regenter, der var hadet af deres undersåtter. Måske særligt Charles 1., en mand med »mange personlige kvaliteter«, som det hedder, men en »katastrofal« konge, der i 1649 blev dødsdømt for en stædighed så hårdhudet, at hans afhuggede hoved blev holdt frem uden det mindste spor af fortrydelse i ansigtet. England er i oprør over deres elendige landshold, men Southgate synes ligesom Charles 1., at folk mangler forståelse for opgaven. I et åbent brev betitlet »Dear England« skrev han allerede for tre år siden, at resultatet på banen kun er en »lille del af det«, for når England spiller, er »meget mere på spil«. Landsholdet skal »inspirere og forene«, og »uanset hvordan det går, håber jeg, at alle vil sige, se, det er sådan, man repræsenterer sit land. Det er det, England drejer sig om«.

SPILLE en national væren frem på banen kan Southgates folk til perfektion: Engang førte et udadvendt England an i den britiske universalisme, hvor man ville være et globalt forbillede: sprogligt, kulturelt, økonomisk. Man spillede i og for hele verden. Richard Turnbull, der var imperiets guvernør i Aden, sagde, at briterne – når imperiet blevet opslugt af historiens bølger – »ville efterlade sig to monumenter: fodbold og udtrykket fuck off«.

FOR fodboldelskere verden over er det sørgeligt at se: Spillet er stillestående som en landsbysø i Somerset og foregår på flade fødder, bagud, bagud, højst lidt sidelæns. Det afspejler et stadig mere indadvendt England, der har ødelagt Storbritannien med en selvoptagethed, som fantaserer om fortidens sejre og lukker øjnene for virkeligheden. Landsholdet udtrykker hele historien om Brexit-katastrofen, den dybe nationale krise og det konservative partis kollaps. Landsholdets stjerner er forvandlet til gamle damer, nervøse bag hækken i færd med at genbruge dagens tepose for tredje gang.

AT det står så galt til, afviser landstræner Southgate fornærmet, for det handler jo mest om at repræsentere og forene og inspirere. Det er måske derfor, det danske landshold næsten kan matche englændernes indadvendte, deprimerende langsommelighed. Kasper Hjulmands mandskab har perfektioneret evnen til at spille i evindelige trekanter uden at rykke sig ud af flækken. Også for Hjulmand handler det mest om at undgå nederlag, hvilket forklarer Danmarks tre uafgjorte kampe, hvoraf kun én inkluderede lidt bevægelse fremad, hvilket var uundgåeligt mod netop England.

VINDE kan man kun, hvis man virkelig vil det. Det gælder i krig, kærlighed og fodbold. Går man efter uafgjort, ender man med at tabe. Sjovt nok tyder det på, at en række landshold og deres fans mener, at vindermentalitet og identitet hænger fint sammen, og at hårdt tilkæmpede sejre både forener, inspirerer og giver national selvfølelse. Georgien, hvis spillere slås til døden i konstant fremadstormende angrebsiver, eller Albanien, Rumænien, Slovenien og Slovakiet, ja, selv Østrig, der kæmper for sejren, koste hvad det vil, for eksempel et nederlag. Eller Ukraine, åh Ukraine, der endte sidst i deres gruppe og nu går ud af turneringen – men med flere point end Danmark, fordi ukrainerne faktisk har vundet en kamp. Måske siger netop dét mere om landets nationalkarakter end noget andet. kras