Essay . Jeg går fra hus til hus for på tre meters afstand og under åben himmel at høre folks tanker, både de rationelle, de desperate og de håbefulde.
Flugten til sommerhuset
Jorden er blød og lugter sødt og levende. Højt oppe hakker en spætte indædt i en stamme, småfugle væver luften med lyd. Foråret er her. Vi er her. På min korte slyngede grusvej er der folk i otte af vejens ni sommerhuse. På en hverdag. Normalt er her ingen.
Vi har simultant forladt byen og er kørt herop. Sommerhusene er blevet tilflugtssteder fra noget, vi aldrig havde forestillet os. Jeg har vidtgående og forbudte overlevelsesfantasier – som at slagte og æde min hest. Op og ned ad vejen tænker naboer og genboer pludselig på død og sult, plyndringsbander, nødhjælpspakker og den dybeste mening med livet, når alt det sædvanlige skrælles væk. Ingen er helt sig selv. Hverken her på vejen eller i landet.
Del:
