Fejlagtig påstand

Klaus Wivels kommentar »For the many, not the Jew« i WA #46 er en slags moralsk rettergang over Jeremy Corbyn og hans danske støtter. De anklagede danskere er Rune Lykkeberg fra Information, Christian Jensen fra Politiken, Enhedslistens Pelle Dragsted og jeg selv; vi har gjort os skyldige i at skrive noget positivt om Corbyn.

Anledningen til Wivels artikel er en nylig rapport fra Equality and Human Rights Commission, EHRC, om antisemitisme i Labour. Rapporten konkluderer, at Labours ledelse har været skyld i »alvorlige forsømmelser« i håndteringen af klager om antisemitisme. Og at der i Labour var »en kultur, der i bedste fald ikke forhindrede antisemitisme og i værste fald kunne beskyldes for at acceptere det«.

Det er alvorlige konklusioner, men ikke alvorlige nok for Wivel. Han glider fra EHRCs konklusioner til at hævde, at Corbyn og corbynismen er antisemitisk. Det er der ikke belæg for.

Corbyn anerkender, at der findes antisemitisme i Labour, og beklager dele af håndteringen. Men han fastholder også, at problemet blev »dramatisk overdrevet« i den politiske debat og i »store dele af medierne«. Wivel fordrejer det til, at Corbyn taler om en »løgnagtig presse«. Dermed tilskrives Corbyn et udtryk, der uundgåeligt associeres med »løgnepresse«, et ord med rødder i nazismen.

Det er det samme historiske klangrum, som Wivel anbringer citatstumper fra min klumme i. Jeg har skrevet, at Corbyn har været genstand for en »oppisket kampagne i pressen, på sociale medier og i den politiske debat«. Wivel udelader »sociale medier« og »politisk debat« i sit citat, så mit udsagn tilsyneladende kun handler om pressen. Og så opdigter han, at jeg skulle mene, at »pressen lyver!« En særegen citat- og associationsteknik.

Det, jeg sigtede til med den »oppiskede kampagne«, var fx en leder, der simultant blev bragt i tre britisk-jødiske aviser i 2018. Den fremmanede billedet af Corbyns Labour som en »eksistentiel trussel« mod den jødiske minoritet.

Rapporten giver ikke grundlag for den dramatiske påstand. Hovedparten af de antisemitismeklager, som EHRC behandler, er relateret til medlemmers udsagn på de sociale medier. Hvis man gennemtrawler de sociale medier, kan man selvsagt finde ubehagelige udsagn i Labours medlemsskare på 550.000. Men det gør ikke partiet til en »eksistentiel trussel« mod jøder eller Corbyn til en »fucking antisemit og racist«, hvilket Margaret Hodge, parlamentsmedlem for Labour, kaldte ham i 2018.

EHRC-rapporten hviler på den omstridte præmis, at hård Israel-kritik er forklædt antisemitisme. Fx nævnes et satirisk billede, hvor Israel er placeret i USA med følgeteksten »problem solved«. Med Weekendavisens frisindede syn på religionskritisk satire skulle man tro, at avisen også kunne acceptere statskritisk satire. Men det er, som om WAs principper omsmeltes, når det handler om antisemitismeanklager. Med ét er Wivel i tråd med identitetspolitikken, når han fx gør det til et sandhedsbevis, at der er jødiske medlemmer af Labour, der har klaget over antisemitisme. Organisationen Jewish Voice for Labour – også jødiske partimedlemmer – har omvendt systematisk gendrevet påstanden om, at Labour under Corbyn var gennemsyret af antisemitisme. For to uger siden publicerede de en 192 sider lang gennemgang af antisemitismeklagerne: »Nogle af dem handler om adfærd, som ikke hører hjemme i Labour … Andre er enten forvrængning af begivenhederne; eller forfalsker begivenheden ved at fjerne konteksten …« Det bidrager til »konstruktionen af Labour som et farligt sted for jøder, helt i modstrid med vores oplevelse«.

En mere ædruelig vurdering end Wivels kommentar, der excellerer i fordrejninger og frie associationer.