Famleriets politik

HVAD skal man kalde den strategi, regeringen har fulgt under den verserende krise? Næppe noget som helst, mindst af alt en strategi. Sundhedsmyndighederne og politikerne har trukket i hver sin retning, det samme har budskaberne. Det har været som den døvblinde, der har skullet lede lidelsesfæller over Køge Bugt Motorvej.

END ikke oppositionen har kunnet samle sig om et meningsfuldt budskab. Her har man højst kunnet mønstre en fælles protest mod ikke at blive taget med på råd, skønt det fortsat er uklart, hvilket råd man ville afgive. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har været den klareste stemme, men repræsenterer vist kun sig selv. Hans væsentligste anke er, at regeringen har været for nølende med at åbne landet igen.

DET antydes, at det skyldes en særlig socialdemokratisme at begynde med skoler og daginstitutioner, mens borgerlige ville have åbnet små og mellemstore virksomheder først. Et hurtigt kig ud over Europa viser dog, at der ingen ideologi er at spore i, hvordan forskellige regeringer håndterer åbningen, og at Danmark er et af de lande, som indtil videre er gået længst. Se blot, hvordan dødssyge, konservative Boris Johnson, kontinentets mest liberale og erhvervsvenlige stemme, må trygle sine medborgere om ikke at forlade deres hjem. Herhjemme har man dårligt kunnet komme til for danskere i landets parker, skove og naturområder. Når eksempelvis Østrig berømmes på at åbne små og større butikker, kan vi konstatere, at mange af disse har været åbne i hele perioden i Danmark.

ER der egentlig andre europæiske lande end socialdemokratiske Sverige, som har formået at lukke landet ned uden totalt at bure befolkningen inde? Og i vores naboland er det, med de daglige dødstal in mente, et stadig mere påtrængende spørgsmål, om ikke de menneskelige omkostninger ved den metode bliver for store.

SÅ er der dem, som mener, at den danske regering har været for skødesløs. WHO har ført an i en kampagne, der med Kina, Singapore og Sydkorea som mønstereksempler har forlangt omfattende tests og massiv inddæmning i karantænebygninger, hvor de smittede kan gemmes væk. Der har været krav om obligatoriske ansigtsmasker. Og indførelse af en særlig overvågningsapp, der kan advare os, hvis vi har været i nærheden af en smittet.

VIRKER de tiltag i Sydøstasien, er det nok, fordi man der har været forberedt på at håndtere en pandemi af den størrelse, der nu har ramt os andre. I Danmark har regeringen måttet gøre en dyd af nødvendigheden. Vi stod totalt uforberedte. Eneste plan har været at købe tid, indtil vi fik greb om, hvad vi stod med, og hvordan det kan bekæmpes. Mette Frederiksen er som den bokser, der træt, forslået og overmandet kun formår at omklamre sin modstander, indtil klokken ringer.

DET er der ikke så meget godt at sige om, bortset fra det vigtigste: Den danske mangel på strategi har – trods over 300 døde – været en succes. Sundhedssystemet er langtfra blevet overbebyrdet, smittetrykket er raslet ned, og danskerne har bevaret et vist mål af frihed. Der findes kort sagt et alternativ til både Sverige og Sydkorea. Famleriets politik har vist sin berettigelse. Mon ikke det mest af alt skyldes, at borgerne hertillands hver især har været i stand til at træffe deres egne forholdsregler?