Socialdemokratiets længe ventede pensionsudspil er som skabt til lønmodtagere, der har svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet langt oppe i årene. Men allerede i dag er det mere reglen end undtagelsen, at danskerne forlader arbejdsmarkedet, før de bliver folkepensionister.

Står det til Mette Frederiksen og partifællerne, skal det være slut med den automatiske stigning i folkepensionsalderen, der blev grundlagt med det banebrydende velfærdsforlig fra 2006. Her er princippet, at pensionsalderen skal stige i takt med befolkningens levealder, så gennemsnitsdanskeren, til enhver tid, kan påregne at have cirka 14,5 år på folkepension.