Spioner. Danmark grundlagde i 1976 det hemmelige spionnetværk Maximator, der består af fem europæiske lande. Netværket er stadig aktivt i dag, og Danmark har en helt central plads i det, afslører en hollandsk efterretningsekspert i en ny forskningsartikel.

Europas fem øjne

Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig er alle med i et eksklusivt spionnetværk, der har været en velbevaret statshemmelighed i 44 år. Netværket hedder Maximator og blev grundlagt af ­Forsvarets Efterretningstjeneste i 1976. Netværket er aktivt i dag, og Danmark er helt centralt placeret. Det har den hollandske efterretningsekspert Bart Jacobs, professor i digital sikkerhed på Radboud Universiteit, afsløret i en forskningsartikel i det højt respekterede tidsskrift Intelligence and National Security for nylig.

Netværket udgør en nordvesteuropæisk pendant til Five Eyes-samarbejdet mellem USA, Storbritannien, ­Canada, Australien og New Zealand. Five Eyes har været kendt siden slutningen af 1990erne, hvor det skabte politisk røre. I 2013 kom Five Eyes på alles læber, da whistlebloweren Edward Snowden koblede det til sine afsløringer af USAs masseovervågning udført af NSA.

Andre læser også