»Nu er du også en del af værket.« Det runger til mig på svensk i den opgang, hvor 72-årige Lars Vilks er i gang med at få taget billeder. Anledningen er hans seneste bog, 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed, hvor den rundkørselshund, der afgjorde Vilks’ kunstneriske og private skæbne fra 2007, optræder på side 68 i et kapitel ved navn »Et vanskeligt dyr«, skrevet af bogens forfatter, Helle Merete Brix. Vilks leverer tegningerne, af krokodiller, Salman Rushdie og en krænket mullah, men kun ét motiv træder ud over den æstetiske vurdering: hunden, der forestiller profeten Muhammed, og som har fået terrorister til at jage Vilks i en sådan grad, at han nu lever på en hemmelig adresse med livvagter og rigid kalender.

I Sverige er rundkørselshunde en ufarlig art folkekunst, amatørskulpturer i landskabet, men med Muhammeds hoved på skuldrene får den tegnede hund voldens aura omkring sig, de andres ikke særligt kunstfærdige vold. Når debatten om hundens og lignende tegningers eksistens, udbredelse, nødvendighed eller mangel på samme rejser sig, skummer op, falder ned igen og suser i baggrunden, forsøger Vilks at træde et skridt tilbage og endnu en gang betragte det hele som et værk, sit værk.