Da døren til retssal 2 i Næstveds byret gik op efter blot cirka ti minutter, trådte byretsdommer Line Bjørklund ind efterfulgt af sine to domsmænd. »Og det er en enstemmig afgørelse,« sagde hun med fast stemme og redegjorde for frifindelsen:

En nu 21-årig norsk kvinde begik ikke falsk anklage, da hun beskyldte sin klassekammerat på Herlufsholm for at have voldtaget hende en majaften i 2018. I frifindelsen lagde dommerne vægt på udsagnene fra dem, der så pigen grædende og oprevet, blandt andre hendes klassekammerater, sovesalslærerinden, Herlufsholms sygeplejerske og personalet på Center for Voldtægtsofre. At pigen havde løjet for politiet, ændrede ikke på, at hun ifølge dommerne ikke havde forsæt om at fremsætte en falsk anklage. Også en liste, der blev fundet på pigens telefon, blev tilsidesat af dommerne.