VALGET GAV OS et folketing med et mellemstort og 11 små partier. Det bringer mindelser om den fjerne fortids politiske jordskred og skaber tvivl om, hvorvidt tirsdagens valg kan bane vejen for en handlingsduelig regering. Det korte bud er: Ja, det kan det, hvad jeg skal vende tilbage til.

Det skal straks tilføjes, at der er et par forhindringer, som gør det sværere, end det behøver at være. For forude står en besværlig fase af uvis længde, hvor partierne sammen skal finde ud af, hvordan de næste års regering skal se ud. De skal også finde ud, hvad dens regeringsprogram skal være.