Digt. Helle Malmvig har skrevet et digt som en henvendelse til forfatteren Glenn Bech, som sidste år bragte klasseperspektivet tilbage i den offentlige debat med bogen Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.

er jeg berettiget til en traumatisk barndom Glenn Bech?

 

 

hos os var parketgulvene bonede
og der blev altid spillet klassisk musik

i ferierne tog vi til Skagen
eller en vingård i Alsace
i hverdagen
legede vi på vejen
og badede i naboens swimmingpool

i forvisning om
at her skulle vi også bo en dag
når vi blev voksne
i en patriciervilla med
alenlang indkørsel
eller måske bare i en af lejlighederne på Strandvejen

med havkik

vores liv skulle sys med en særlig gylden tråd

 

er jeg så berettiget til en traumatisk barndom
Glenn?

vores morgenavis
kom sent om eftermiddagen
fra Schweiz
i et brunt manilaomslag
der stod
Herr. cand.scient.
min far
gik i kælderen
og kunne ikke forstyrres

mor læste i knitrende franske dameblade
tog mig med i operaen
og Den Hirschsprungske Samling
jeg lærte at
Hammershøis værker udstrålede en særlig strenghed
og Anna Ancher kunne noget med lys
mor fortalte mig om Stefan Zweigs flugt fra Østrig
30ernes fascisme
hun lærte mig at (af)sky
folkemasser
folkedyb
folkehav
folkeforførelse
folkepartier

folk

mor er en principfast pacifist
vold er uciviliseret
og skal gendrives
med dialog
og kultur i stakkevis

mor holdt
når far gav smæk
i den sorte designerstol
blev
jeg lagt over knæet
bukser tvunget ned om lårene
hovedet vendt mod gulvet
mine ben saksede i luften for at komme fri
bagefter
løb jeg ind på værelset
og kølede numsen med et vådt håndklæde

 

i skolen stillede vi op i snorlige rækker
til morgensang
med guld i mund
vi øvede tabeller og kaldte lærerne for hr. og frk.
de lærte os at artikulere
ingen mumlen
eller øhh
ellers kunne vi jo ikke blive
direktører
journalister
politikere
filminstruktører
professorer
kunsthistorikere
departementschefer

når far kom ind for at sige godnat
krøb hans hånd op under dynen
jo bare for at kilde
jeg lo ikke
min krop
stivnet på madrassen
lod jeg være tilbage
mens jeg svævede op mod skyerne på et flyvende tæppe
væk fra

Hellerup

anerkender du min autoritet Glenn

jeg læste alt af
Tove Ditlevsen
og Vita Andersen

de gav mig et sprog

for det der skete

                                  for mig

i den privilegerede klasse

er de bøger ikke lige lidt for fremmelige
sagde bibliotekaren
giver de dig ikke lidt for mange ideer
spurgte mor
du skulle hellere smile noget mere
sagde naboen
komme ud og lege på vejen
ikke se så trist ud
mente købmanden

i Hellerup kan man ikke have en dårlig barndom, tænkte

lærerne
naboerne
forældrene
købmanden
bibliotekaren
børnelinjen

tænker Glenn?

i mit barndomshjem sad en rød hængelås
på vindueshapsen
min veninde spurgte
»hvorfor hænger den der«
jeg opfandt en kompliceret historie om stormsikring og brand
kunne ikke fortælle
at mine forældre låste mig inde på værelset
og ville sikre sig
jeg ikke flygtede ud ad vinduet
i Hellerup
deler vi ikke vores skam
så jeg skriver lyrik
selvfølgelig i Weekendavisen
det er en avis lige efter min mors hoved
intellektuel
kultiveret

må jeg have et flosset nervesystem
blive kognitivt overvældet
nem at stresse
nærtagende, irritabel
eksplosiv

Glenn

når jeg kan tale om storpolitik
på tv
rejse til konferencer over hele verden
holde foredrag
på tre sprog
være en del af den privilegerede elite
den kreative klasse
der har en offentlig stemme
så min angst
næsten kan gemmes væk
klumpen i halsen
trykken mod brystet
mærkes mest

når nogen pludselig slår ud med armen
og min krop giver et spjæt
fryser
det er kun
et mikrosekund
og jeg er blevet god til
at tale henover det

handler det om klasseidentitet Glenn
er det så binært
garanten for en god barndom ligger hos overklassen
og en dårlig hos underklassen
gør jeg det til en konkurrence
om hvem der har (tale)ret til den hårdeste barndom
karikerer
og afsporer jeg
dit ærinde
med et
WHATABOUT-ME

for selvfølgelig har du ret
Glenn
vi har talt for lidt om klasse
og for meget om identitet
queer
trans
regnbue
cis
racisme

glemt den kulturelle kapital
der skulle en Edouard
og en Glenn
til at råbe middelklassen op
der nu sidder på sikker afstand
og mæsker sig
i detaljerne om arbejderklassens
ulækre madvaner
og overdrevne tv-kiggeri

er jeg så berettiget til en traumatisk barndom

 

er det ikke gået mig meget godt

var mine spor ikke guldbelagt fra begyndelsen

destinationen forudbestemt

vil du sige

jeg er kommet let til det

 

Helle Malmvig (f.1972) er seniorforsker med international politik i Mellemøsten som speciale. ph.d. fra Statskundskab, Københavns Universitet. Hun er født og opvokset i Hellerup.

Læs også: I et interview med Martin Krasnik fortæller Helle Malmvig om sit digt, overklassens hykleri og om litteraturen som redningsplanke på tværs af sociale klasser.