En stille Støjberg

Der er sært stille omkring Inger Støjbergs danmarksdemokrater, der lever lidt på kanten af den realpolitiske indflydelse. Til gengæld har partiet en del at fejre, når det handler om vælgertilslutning.

Ifølge den seneste måling fra Voxmeter står Danmarksdemokraterne lige nøjagtig til at hente ti procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på næsten to procentpoint siden valget i november.

Dermed er Støjbergs parti uden at gøre stort væsen af sig blevet det største parti blandt de tre, der er udgået fra Venstre. Det vil sige det oprindelige Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

De 0,3 procent, partiet ligger over Venstre i mandagens måling, vil givet lune hos partilederen, der på ingen måde viser tegn på at have tilgivet sit gamle parti, at det stemte for at sende hende for Rigsretten.

Men Danmarksdemokraterne har en endnu mere notabel sejr i hus. Blandt de tre partier, der kan betegnes som den indvandringskritiske højrefløj, er der ingen over eller ved siden af Støjberg.

Nye Borgerlige, der siden valget stort set kun har beskæftiget sig med intern ævl og kævl samt udskiftning af partiledere, er nu i flere målinger plantet under spærregrænsen. Pernille Vermund, der for et år siden var det friske pust i den ende af dansk politik, har ikke formået at genoplive Nye Borgerlige, som hun atter har overtaget efter et kort mellemspil med den nu ekskluderede Lars Boje Mathiesen.

Dansk Folkeparti, der tidligere var enerådende på markedet, overlevede med nød og næppe det seneste valg, men endnu har det ikke for alvor løftet sig. I mandagens Voxmeter fik partiet tre procent.

De to konkurrenters fiasko eller i hvert fald fraværende succes repræsenterer imidlertid også et problem for Danmarksdemokraterne.

Ved valget i 2015 fik Dansk Folkeparti alene over 21 procent af stemmerne og blev Folketingets næststørste parti. Gennem en meget lang periode har de tre partier, der nu kæmper om vælgersegmentet, samlet set haft omkring 15 procent, og det ser ikke ud til at flytte sig nævneværdigt.

Støjbergs parti er med andre ord nødt til at kigge i andre retninger, hvis man vil vokse ud over det nuværende niveau. Det oplagte potentiale i at gå efter Venstres vælgere er imidlertid begrænset. Venstre er i forvejen barberet langt ned under naturlig størrelse med målinger langt under det katastrofale valgresultat.

Det store slag om store bededag blev heller aldrig rigtig Danmarksdemokraternes kamp. Ganske vist gik partiet imod regeringen, men ud fra et ønske om at fremstå realpolitisk afviste man i første omgang den mere konfrontatoriske oppositions krav om en folkeafstemning om bededagen. I sidste øjeblik skiftede man så holdning til folkeafstemningen, men endte med hverken at være det ene eller andet.

Ej heller forhandlingerne om finansloven faldt helt ud efter partiets plan. Man holdt længe fast i forhandlingerne, men endte med at trække sig til slut. Igen hverken hård eller blød opposition. Den udtalte ambition er at være konstruktiv, realpolitisk opposition, men rollen som protestparti frister konstant.

Kigger man endnu en gang på Dansk Folkepartis rekordvalg i 2015, giver det et hint om, hvor potentialet først og fremmest ligger for Støjbergs parti.

Dansk Folkeparti hentede i begyndelsen mange vælgere fra Socialdemokratiet på grund af udlændingepolitikken. Men i 2015 var det Venstre, der afleverede stemmerne. Senere analyser af valget viste, at det først og fremmest skyldtes spørgsmålet om centralisering og udkant. Således blev Dansk Folkeparti suverænt det største parti i store dele af Sydjylland og Vestsjælland.

Det spørgsmål er langtfra fortid som politisk konfliktemne, og i modsætning til udlændingepolitikken, hvor der er konkurrence fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige samt et markant forvandlet Socialdemokrati, er Danmarksdemokraterne suverænt udkantsparti nummer ét.

Det får Støjberg al mulig lejlighed til at vise, når regeringen på et tidspunkt med Venstres tilslutning foreslår en CO₂-afgift på landbruget.