Kommentar. Det er svært at forsvare, at Helle Thorning-Schmidts mands skatteoplysninger blev lækket, men mon ikke et andet ægtepar har glædet sig over offentliggørelsen?
En lykkelig bivirkning
DET HAR VAKT stor opmærksomhed, at Helle Thorning-Schmidt – efter at han har meldt sit kandidatur som formand for Venstre – har bebrejdet Troels Lund Poulsen for at være medvirkende til, at hendes skattesag i sin tid blev lækket til pressen, da han i sin tid var skatteminister. Det rejste en mediestorm. Det er aldrig blevet opklaret, hvem der gjorde det, men Skattesagskommissionen, der efter regeringsmagten var skiftet, blev nedsat for at undersøge sagen, rejste en bebrejdende pegefinger over for departementschef Peter Loft, fordi han havde orienteret sin minister, Troels Lund Poulsen, om afgørelsen i skattesagen.
Sagen drejede sig om, at B.T. kort før folketingsvalget i september 2011 afslørede SKATs afgørelse om parrets skatteforhold fra året før. Sagen handlede om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock som delvis boende i udlandet fulgte reglerne ved ikke at betale skat til Danmark. SKAT København fandt, at han havde fulgt reglerne, men for at nå det resultat havde man ændret praksis, som var, at man slet ikke måtte udføre arbejde under (ferie)ophold i Danmark. Parret fik altså særbehandling. Ændringen kan man ikke laste ægteparret for, men man kan spørge, hvorfor Stephen Kinnock af SKAT København fik en afgørelse, der afveg fra den gældende praksis og fortolkning af reglerne.
Del: