Interview. Højrefløjen vil sprede mistillid til videnskaben, mens venstrefløjen vil lukke munden på dissidenter. Den verdensberømte psykolog Steven Pinker om rationalitet, kvaksalveri, annulleringskultur og pressens evindelige fokus på spektakulært dårlige nyheder.

En epidemi af irrationalitet

Hen mod slutningen af år 2020 begyndte massedistributionen af vacciner mod covid-19. Det skete omkring et år efter det første rapporterede smitteudbrud i Wuhan, Kina. For mange markerede den rekordhurtige vaccineproduktion en milepæl for menneskers evner til erkendelse og vidensdeling, mens det for andre var en bekræftelse af en faretruende sammensværgelse med Verdenssundhedsorganisationen og Bill Gates i hovedrollerne. Således har coronapandemien både blotlagt et videnskabeligt højdepunkt og en erkendelsesmæssig deroute. Det er en af de pointer, der gør Steven Pinkers nye bog Rationality højaktuel.

Ideen bag bogen blev først udfoldet på et kursus på Harvard University, hvor Pinker er professor i eksperimentel kognitiv psykologi. Han ville gøre rationalitetens vigtigste redskaber tilgængelige for enhver, der ønsker at være et dannet menneske. Efter Pinker lagde kurset på nettet, blev han opfordret af sin forlagsredaktør til at omforme sine tanker om rationalitet til bogform. Undervejs i processen fik Pinker adskillige henvendelser fra nysgerrige bekendte, som undrede sig over, hvorfor så mange mennesker tilsyneladende lod sig forføre af kvaksalveri, overtro og konspirationsteorier.

Andre læser også