En diagnose

I forrige uge præsenterede regeringen sine bud på, hvordan man kan forbedre vilkårene for LGBT-personer i Danmark. Blandt tiltagene er et forslag om at tillade juridisk kønsskifte for børn. Forslaget, der er støttet af hele rød blok, er blevet mødt med kritik af blandt andre Liberal Alliances Henrik Dahl, der på Facebook har beskrevet forslaget på følgende måde: »Juridisk kønsskifte er en trojansk hest. Og inde i hesten er der venstreekstremistiske identitetspolitikere.«

For kritikere er der tale om nyeste skøre påfund fra den identitetspolitiske venstrefløj, der prædiker en ideologisk gospel om køn som en rent social konstruktion. En trend blandt unge, der i disse år spreder sig som en steppeild og vil omstyrte det hetero-patriarkalske samfund. Børn skal naturligvis ikke selv vælge deres eget køn, lyder det fra modstandere, der heller ikke kan se, hvorfor det betyder noget at ændre det sidste ciffer i et cpr-nummer. For ved børn overhovedet, hvad et cpr-nummer er?

Det lyder jo som fornuftige indvendinger. Men det er det ikke. Lytter man til forældre og fagfolk, der har sagen inde på livet enten personligt eller professionelt, er det svært at finde disse ekstreme identitetspolitikere. Forældre til transbørn er ikke i højere grad abonnenter på tendentiøse, radikale kønsteoretiske ideer fra humanoira, end vi andre er. De er helt almindelige mennesker, der typisk langsomt, modvilligt og tøvende har måttet indse, at deres barn har en yderst sjælden diagnose, de som regel ikke havde hørt om før, men som i nogle tilfælde allerede blev tydelig i barnets første år.

Kønsdysfori er en anerkendt psykiatrisk diagnose, hvor en persons kønsidentitet ikke svarer til det køn, man er blevet tildelt ved fødslen. Ligesom autisme (hvilket mange med kønsdysfori i øvrigt også har) kan man ikke bare »kurere« denne tilstand. Behandlingen kræver derimod, at omgivelserne indretter sig efter personen, der har diagnosen – det man kalder et »socialt kønsskifte«. Derfor anbefaler fagfolk, at børn, som man mistænker for at have kønsdysfori (de kan først udredes, når de er fyldt ti år), mødes af omgivelserne med anerkendelse og forståelse. Der er ikke tale om, at børn vælger et køn. Børn vælger jo ikke en diagnose selv.

Forældre til børn med kønsdysfori har længe efterlyst muligheden for juridisk kønsskifte, da det danske system i høj grad behandler borgerne med udgangspunkt i cpr-numre. Det er ikke noget, vi andre bemærker. Men forældre til transbørn oplever det i daglige møder med insitutionslivet - for eksempel i forbindelse med fritidsaktiviteter som sport og idræt, hvor man deler børn op i drenge og piger. At kunne ændre barnets cpr-nummer er i tråd med de sundhedsfaglige anbefalinger til behandling af kønsdysfori. Juridisk kønsskifte er reversibelt, så hvis det senere viser sig, at barnet ikke har diagnosen, kan det hurtigt ændres. Der er altså tale om et aldeles harmløst forslag. Ingen trojansk hest. Ingen venstreekstremister.

Alle forældre til børn med psykiatriske diagnoser ved, hvor belastende det er at høre klogeåger, der ukvalificeret bruger børns diagnoser til at ride egne politiske kæpheste. Ideologi og polemik bør i det hele taget holdes væk fra noget så følsomt som børns sundhed og trivsel.