Søndag eftermiddag, mens en sjælden sommerdag bringer hovedstaden i tomgang, og københavnere valfarter mod hav og park, tager 25 unge plads under taget i en etageejendom på Nørrebro. Bordene står som i et klasselokale. Flere fremmødte finder notesbøger frem, to talere gør sig klar.

»Resten af det politiske Danmark er gået på ferie, men det betyder ikke, at begivenhederne holder fri,« siger den ene af talerne, Silas, en 29-årig fyr med briller. Silas er dagens mødeleder. En rød fane med hammer og segl rager op bag ham. Over sommeren er valg blevet afholdt i England og Frankrig, bemærker han: »Og så er der urolighederne i Kenya og Bangladesh.« Alt sammen tegn på, at proletariater verden over modnes til global opstand. Derfor kan mødelederen godt se, at det virker en kende teoretisk med dagens oplæg om planøkonomi: »Men det er vigtigt.« Så overlader han ordet til Freddy, en høj fyr i start-20erne med hestehale og en »CAPITALISM IS THE BAD GUY«-T-shirt.