USA. Højesterets ophøjede status er ikke helt, hvad den har været, efter Brett Kavanaughs kaotiske og polariserende entré. Men rettens problemer stikker dybere og er i høj grad selvforskyldte, mener David A. Kaplan, forfatter til ny bog om domstolens magtbrynde.
Dommere på anklagebænken
Da Brett Kavanaugh i mandags blev præsenteret som ny højesteretsdommer i Det Hvide Hus, kundgjorde den 53-årige jurist, at han ikke er udpeget »til at tjene et parti eller en interesse, men til at tjene en nation«. Enhver amerikaner »kan være forvisset om, at jeg vil være en uafhængig og upartisk dommer«, forsikrede han.
Man kunne jo mene, at det burde være overflødigt for en mand, der tiltræder landets højeste juridiske embede, at fastslå noget så selvfølgeligt. At Kavanaughs ord ikke fremstod selvindlysende – og næppe overbeviste mange skeptikere – vidner om dybden af den krise, som USAs institutioner befinder sig i, og som nu også for alvor har inficeret den dømmende magt. En institution, der ellers længe har nydt en særlig respekt, som Washingtons uendeligt polariserede politiske liv ikke kan bryste sig af.
Del:
