Man dør jo ikke af at komme for en rigsret,« har Inger Støjbergs mantra været indtil nu. Det er en uomtvistelig sandhed. Til gengæld kan man være vis på at komme i historiebøgerne. Og ender rigsretten med at dømme den tidligere Venstre-minister, vil det tilmed være i bemeldte bøgers mørkere kapitler.

I modsætning til USA, hvis politiske trakasserier i øjeblikket følges med let tilbageholdt åndedræt, har vi i Danmark en meget beskeden tradition for at trække politikken ind i retssalene. I alt fem sager og blot to dømte ved rigsretssager siden vedtagelsen af Junigrundloven i 1849. Man kan tilmed argumentere for, at de tre første sager ikke var nået dertil, hvis man havde haft det nuværende politiske system, hvor et flertal i Folketinget kan afsætte en minister.