Magnus Boding Hansen skriver i sin kommentar i sidste uges udgave af Weekendavisen, »Verdens hyggeligste diktatur«, at han undrer sig over, at danskere er villige til at bagatellisere det cubanske styres undertrykkelse, når de rejser til det caribiske land (jeg kan dog ikke blive klog på, hvor denne telepatiske formodning finder sit fodfæste). Ikke alle danskere valfarter eksempelvis til Laos eller Vietnam for at studere et-parti-staters forskelligartede anatomier eller gøre status over frihedsgrader og politiske fanger, men mange gør sig helt sikkert deres tanker og erfaringer med, hvilket land de befinder sig i. Og det er vel en god ting, som fremmer forståelsen og bringer verden og historien tættere på danskerne.

Det revolutionære Cubas nostalgiske charme og romantiske placering i populærkulturen og i den kollektive forestilling er ikke til at komme udenom, så langt er jeg med. Det spiller afgjort en rolle, men deri følger ikke per automatik en apologi eller naiv bagatellisering af styrets undertrykkelse og de mørkere kapitler i landets historie. Derudover er Cuba summen af hele sin historie, herunder revolutionen. »Autentisk« og barfodet elendighed er der nok af i verden. Det kniber nok mere med de gamle amerikanske biler. Men når cigarrøgen er lettet og musikken fortager sig, er uret stadig uret. Det er to forskellige ting, som i kritikken blandes sammen i en pærevælling af cubansk kultur, obskure blodtapninger og ikke-eksisterende pressefrihed. Vi kan godt forelske os i førstnævnte og foragte de sidstnævnte. Det er et almindeligt menneskeligt vilkår at leve med sådanne besværlige forhold.