Solen er for første gang i 59 år stået op over et Cuba, som ikke ledes af en Castro. I går forlod 86-årige Raul Castro præsidentposten, og nu er det den mangeårige loyalist Miguel Díaz-Canel, som skal stå i spidsen for den kommunistiske etpartistat.

Fidel og Raul Castros familiediktatur har overlevet seks årtier og to sponsorlandes nedsmeltning, Sovjetunionens og nu Venezuelas. De smed den tidligere diktator på porten og afværgede en amerikansk invasion, men deres overlevelsesdygtighed skyldtes først og fremmest godt despothåndværk. De har dræbt, overvåget og fængslet deres modstandere og samlet landets rigdomme hos sig og sine gennem simpelt kleptokrati og monopolfirmaer som GAESA, der kontrollerer over halvdelen af øens økonomi og turismen.