Det er, som om opstandelsen er aflyst i Holbeins klassiske maleri af Kristus i graven. Manden med den voksgule farve, de udtørrede sårrande og den indsunkne krop er umiskendeligt død. Stendød. Vi har ikke at gøre med nogen himmelkonge, men slet og ret med et lig i begyndende opløsning, og som Dostojevskij lader sin følsomme fyrst Mysjkin sige i mesterværket Idioten: »Det billede kan tage troen fra en!«

Selv har jeg aldrig haft nogen tro og må indrømme, at det langstrakte værk gør mig sært oplivet. Der er en fin ironi i, at et så centralt religiøst motiv i stedet for at være pumpet med ophøjethed og mystik bliver billede på livet, som det faktisk er. En sårbar, beskidt og forgængelig gang biologi. Maleren sætter så yderligere trumf på ved at arrangere den stigmatiserede hånd midt i billedet, så den giver det hele en stiv og kold langefinger.