LEDER
Det skrider
DET vil sikkert falde en læser eller to ind at spørge, om Said Mansour, Boghandleren fra Brønshøj, overhovedet er en avis-leder værd. Har der ikke allerede været for meget postyr om den mand, som retssystemet, politikerne og talrige stemmer i offentligheden allerede har brugt så stor energi på? Burde man ikke forbigå denne usympatiske skikkelse i tavshed? Nej – for sagen minder om et væsentligt spørgsmål, som politikerne ikke svarer klart på.
GÆLDER de principper for retssikkerhed og ytringsfrihed, som de stadig påstår at forsvare? Lad os tage ytringsfriheden først. Det er en ren tilståelsessag, at Mansour sympatiserer med terrororganisationer – det er de retslige konsekvenser, der er afgørende: Mansour blev i 2014 dømt for at »fremme virksomheden« af terrororganisationer, men da det element i retssagen tydeligvis ikke var stærkt nok til at stå alene, blev han endvidere tiltalt og dømt for »tilskyndelse« til forbrydelser og »billigelse« af terrorisme og ytringer, der er »truende, forhånende eller nedværdigende« – i denne sag mod jøder. Dommen var baseret på links, tekster, billeder og videoer, som Mansour har delt på Facebook, udsendt på mail og udgivet i bøger. Han fik fire års fængsel – året efter dømte Landsretten ham til fratagelse af statsborgerskab og udvisning.
Del:
