Geologi. Efter knap 80 år på samme sted er Vagn Aage Andersen trængt så langt ned i sit landskab, som man kan komme. Dér hvor man selv bliver ubetydelig.
Det midlertidige menneske
Vagn Aage Andersen fik nok af banken og sagde sin stilling som filialbestyrer op. Det var i 1998. Han var 56 år gammel og havde arbejdet med pengesager, siden han fik lærepladsen som 18-årig. Hvis han skulle nå at flytte sig fra fornuft til følelse, måtte det være nu og med et fuldkomment brud. Fra den dag begyndte han for alvor at bevæge sig tilbage i tiden. Millioner af år tilbage og ned gennem lagene i jorden under sig det sted, hvor han havde boet hele sit liv. Kalk, kridt, fossiler. Det levende i det døde. Efter banken blev han 100 procent stenmand og endnu mere bundet til sin egn og sit landskab, end han allerede var.
»Jeg tror ikke, der er mere end højst 20 kilometer mellem de to fjerneste steder, jeg har boet eller arbejdet her på Stevns,« siger Vagn Aage Andersen bag rattet i sin lave, sorte Mazda 3. Hans lokale radius er gammeldags lille, som da folk blev født, levede og døde i samme landsby, men til forskel fra dengang tænker han i geokronologiske epoker, perioder og aldre. Og døde dyr.
Del:
