Det højeste princip

FE-sagen handler om det højeste princip i et liberalt demokrati: borgerens beskyttelse mod overgreb fra staten. Da Højesteret afgjorde, at dørene ikke skal lukkes helt i sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort, og at de som tiltalte har ret til at få anklageskriftet mod dem udleveret, understregede landets øverste domstol, at retssikkerheden gælder. Myndighederne kan ikke sætte den ud af kraft. Lad os gentage dette elementære princip: Magthaverne må ikke tilsidesætte det mest basale princip i retsstaten. Det var ikke sådan, sagen begyndte, men det er sådan, den udviklede sig, og sådan, den er endt.

KAN vi takke Højesteret for at stoppe den største skandale i nyere danmarkshistorie, har landets magtfulde institutioner bare ladet den vokse. Fra den hovedløse beslutning om at hjemsende FEs ledelse til advarslen til medierne mod at beskrive sagerne, tiltalen mod Findsen og Hjort og kravet om hemmelige retssager, har Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet samt Forsvarets og Politiets Efterretningstjeneste tilsidesat hensynet til sund fornuft, de hemmelige tjenesters arbejde, den fri presse og retssikkerheden. Man skulle tro, at landets øverste domstols afgørelse nu efterlod dem med en vis ydmyg eftertænksomhed, men nej, man insisterer:

IKKE så snart havde man meddelt, at sagerne må lukkes på grund af Højesterets afgørelse, før Rigsadvokaten på en lidt fornærmet måde tilføjede, at man åbenbart straffrit kan afsløre statshemmeligheder. Hermed trampede han på endnu et princip – at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Kort forinden udsendte FE en pressemeddelelse, hvor man slog fast, at man ikke længere vil bidrage med bevismateriale i sager om lækager, hvis man skal følge de retsprincipper, Højesteret nu har indskærpet. PET kom derefter med en meddelelse med budskabet: Loven skal ændres, hvis der fremover skal føres sager af denne karakter.

MØRKLÆGGES burde retssagerne altså have været, mener de – uanset hvad Højesteret siger. De hemmelige tjenesters chefer, flankeret af Rigsadvokaten, placerer altså Danmark i en mindre forfatningskrise. To af dem, Rigsadvokaten og FE-chefen, er blevet indsat af den tidligere regering, hvorunder hele denne sag begyndte. De bruger deres egen enorme fadæse til at insistere på, at de fremover skal kunne føre hemmelige retssager, som man kender dem fra autoritære regimer. Men Højesterets afgørelse skyldes først og fremmest, at sagen er så papirstynd, at det strafferetlige spor aldrig skulle have været valgt. Alligevel har man igen og igen insisteret på at fortsætte og forhøje indsatsen. Det er næsten ikke til at begribe, men at affeje sagen som udtryk for inkompetence på højt niveau er helt utilstrækkeligt.

POLITISK er sagen lige så eksplosiv, som den hele tiden har været; nu kan bomben blot ikke længere afmonteres. Det var denne sammenhæng mellem det juridiske og politiske, som Højesteret tog alvorligt, da den afgjorde, at sagen mod Hjort skulle have kørt som en nævningesag: Hjorts motiv for at tale om kabelsamarbejdet var nemlig politisk, og tilstedeværelsen af nævninge skal, sagde Højesteret, »begrænse muligheden for, at retssystemet misbruges i politiske formåls interesse og sikre den politiske ytringsfrihed«. Det er helt usandsynligt, at forløbet er kørt uden indflydelse fra regeringstoppen, ja, faktisk har justitsministeren en lovsikret pligt til at blande sig, hvis det er nødvendigt. Så hvem har truffet beslutningerne om hjemsendelse, overvågning og sigtelse, og hvordan er det sket? Spørgsmålene drejer sig om, hvor uafhængige efterretningstjenesterne og anklagemyndigheden faktisk har været, og de lægger et tungt lag oven på de uenigheder om grundlæggende retsprincipper, vi nu ser udfoldet. Det er op til Venstre og Moderaterne at insistere på, at det hele bliver undersøgt til bunds, og at alle, helt op til toppen af regeringen, bidrager til denne undersøgelse. Det burde være indlysende. Det handler om retsstatens og demokratiets spilleregler. kras