Denne artikel udkommer også i Weekendavisens fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Det er, som om livets mening træder klarest frem, når man befinder sig i den mørkeste stund. Først når man er i krise, indser man, hvad der virkelig betyder noget. 

Den britiske premierminister Keir Starmer gik således af i denne uge efter et voksende pres fra sine egne partifæller, og han vil nu hellige sig sin familie. 

»Når jeg forlader det største job i landet, vil jeg bruge mere tid på det vigtigste job. At være den bedste ægtemand, jeg kan være (...), og den bedste far, jeg kan være,« sagde han

Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen blev kritiseret for manglende lederskab i 2010, fremhævede han også sit vigtigste job.

»Statsminister, det skal jeg være i en tid. Hvor længe det bestemmer danskerne. Far – det skal jeg være hele mit liv,« sagde han

To år senere nåede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt til den samme erkendelse

»Jeg skal ikke være statsminister for evigt. Men jeg skal være mor for evigt.« 

Skægt, hvordan det pludselig virker tillokkende at tilbringe mere tid med sine børn, når man fornemmer, at ens tid ved magten alligevel er ved at løbe ud. 

Velkommen til Ærligt talt. Stedet, hvor politikernes mange personligheder går op i en højere enhed. 

1. Stadig ingen beviser for droner

Politiet har ikke fundet et eneste bevis for, at der var droner over Danmark i efteråret 2025. Samtlige politikredse kunne i går fremlægge resultatet af deres efterforskning, og i modsætning til Forsvaret, der i sidste uge oplyste, at der »i flere tilfælde« havde været tale om droner, har politiet ingen spor fundet. Troels Lund Poulsen, der var forsvarsminister under begivenhederne i september og oktober, fastholder dog, at Danmark var udsat for et fjendtligt anslag.

»Der er udartet sådan en diskussion om, at man bagatelliserer det og siger ‘nå, men der var nok ikke noget’,« siger han til Berlingske.

»Der var hændelser, og så kan man så desværre ikke konkludere, hvem der stod bag det. Og det er en del af den hybride virkelighed, hybride krig, vi lever i nu.« 

Det bliver godt nok svært at vinde over Rusland, hvis vi ikke engang kan finde ud af, om vi er blevet angrebet. 

2. Lars Løkke vil have ny EU-afstemning 

Danskerne skal måske stemme om en afskaffelse af retsforbeholdet igen. I 2015 stemte 53 procent af danskerne ellers nej til at afskaffe det, men udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort Politiken opmærksom på en sætning i regeringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at regeringen skal undersøge, om politiet skal have stærkere værktøjer mod grænseoverskridende kriminalitet. »Herunder om Europol-aftalen er tilstrækkelig,« lyder det. Ifølge Lars Løkke betyder det, at retsforbeholdet måske skal til ny afstemning.

Kildefoto: Sebastian Elias Uth, Scanpix

»Hvis du lader logikken drive det – og jeg er meget tilhænger af logik – så ligger der det i det, at regeringen her ikke udelukker, at der kunne være en situation, hvor man oven på sådan et arbejde måtte sige: ‘Det her, det er vi nødt til at gøre noget ved’. Og det ‘noget’ kunne teoretisk set være en folkeafstemning.«

Kan vi ikke få en samtykkelov for EU-afstemninger? Nej betyder nej.

3. Dennis Knudsen på kant med loven

En række kvinder har anmeldt frisøren Dennis Knudsen til politiet for bedrageri. Kvinderne har købt et såkaldt transformationsforløb for 34.375 kroner, der skulle gøre dem op til ti år yngre, men ifølge Susi Ploug Søgaard farvede han hendes hår, »så det lignede noget, der var løgn«, og i øvrigt fik hun aldrig den lovede goodiebag til en værdi af 10.000 kroner. Det fortæller hun til Ekstra Bladet

Kildefoto: Peter Hauerbach, Scanpix

»Jeg skal have mine penge tilbage fra den mand. Han går og siger, at han er et offer, og at han er blevet snydt af sine samarbejdspartnere i Thailand. Men jeg tror simpelthen ikke på ham. Så dum har man ikke lov til at være.«

Den sidste sætning lader vi lige stå. Bare hvis andre skulle få lyst til at overføre penge til en mand, der er dømt for vanvidskørsel med børn i bilen og forsøg på bestikkelse af en politimand.

4. Modstand mod lavere fødevaremoms

Venstre har ændret holdning til at sænke momsen på fødevarer. Inden folketingsvalget afsatte SVM-regeringen seks milliarder kroner til formålet, selvom flere økonomiske eksperter advarede om, at det ikke ville komme danskerne til gode, men snarere supermarkeder og leverandører. Den nye SSFRM-regering vil imidlertid både afskaffe momsen på frugt og grønt og halvere fødevaremomsen, og nu fortæller Stephanie Lose, finansordfører i Venstre, at hun er blevet mere skeptisk. Det skyldes blandt andet, at hun har læst et interview med en amerikansk fødevareekspert, der advarer regeringen imod at sænke momsen.

Kildefoto: Sebastian Elias Uth, Scanpix

»Det er klart, at den slags viden gør indtryk på os,« siger hun til Jyllands-Posten.

Godt at vide, at nogle politikere trods alt lytter til eksperter. Når alle andre muligheder er udtømte, selvfølgelig.

5. En varm togtur

DSB tager nu bestik af de høje temperaturer og opfordrer alle rejsende til at drikke rigeligt, når de skal ud at rejse. 

»DMI har varslet hedebølge i de kommende dage, så det bliver varmt overalt – også i togene. Vi opfordrer dig derfor til at tage vand med på din rejse, uanset længden,« lyder det i en pressemeddelelse.

Godt råd. Det svarer til, at Satan spørger, om man har husket solcremen, mens man bliver stegt langsomt over flammerne som en skumfidus.