Leder. Aftalen om et udrejsecenter vil ikke gøre nogen praktisk forskel. Men den er et afgørende første opgør med det destruktive asylsystem.
Den vigtigste opgave
DET er logisk at se udrejseaftalen med Rwanda fra et dansk perspektiv og med opmærksomhed på Mette Frederiksen. Men det mest interessante er at hæfte sig ved manden ved hendes side på billederne fra Wien: den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt. Det er ikke kun østrigske og danske politikere, der siger, at asylsystemet må laves om. Det er Tyskland, der tager det første skridt væk fra det system, der blev skabt på ruinerne fra Anden Verdenskrig. Nu er samtalen i Europa for alvor skiftet.
FØRSTE skridt er både vigtigt og vaklende. De fem lande i aftalen, der også tæller Grækenland, Østrig og Holland, vil sende afviste asylansøgere til et center i Rwanda. Selv med de mindst problematiske udvisningssager vil det blive dyrt, besværligt – og begrænset: De fem lande skal deles om 100 pladser, og man kan spørge, om det virkelig er besværet værd? Og hvad værre er: Aftalen gælder jo ikke selve asylbehandlingen; den sker stadig i Europa. Man flytter konsekvensen af et afslag på asyl for ganske få mennesker – ikke hele den forudgående proces: rejsen til Europa, den langtrukne asylbehandling, afslag og appel plus sværdslagene med hjemlandet, der ikke vil tage imod deres egne statsborgere.


