Det begyndte med en fire sider lang artikel i British Medical Journal i 1992. Under titlen Evidence for decreasing quality of semen during past 50 years mente en forskergruppe under ledelse af professor ved Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion, Niels Erik Skakkebæk, at kunne påvise, at europæiske og nordamerikanske mænds sædkvalitet var faldet drastisk gennem sidste halvdel af 1900-tallet. Budskabet gav genlyd internationalt. Ikke kun blandt reproduktionsforskere men nok så meget i medierne, for der var gode historier i data, som pegede på, at selve forplantningsevnen var i fare.

»Den artikel ændrede fuldstændig opfattelsen af hele området,« siger den fremtrædende reproduktionsforsker Richard M. Sharpe fra University of Edinburgh. »Der fandtes lignende resultater i omløb, men dette her var i stor skala, og pludselig fik folk øjnene op.« Men artiklen i BMJ, som siden er citeret i mere end tusind videnskabelige publikationer, gjorde ikke bare forskerne fra Riget verdenskendte. Den satte også gang i en forskningsmæssig dagsorden, som især i Skandinavien har stået stort set uimodsagt lige siden. Skakkebæk og hans medforfattere slog fast, at faldet i sædkvalitet måtte skyldes miljøeffekter, og i de afsluttende linjer pegede de på, at østrogen eller østrogenlignende stoffer var en oplagt synder.