ALLE de dramatiske historier om overenskomstforhandlingerne har drejet sig om den famøse musketered mellem de offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner – groft sagt mellem akademikere, sosu-assistenter og skolelærere. Nok er nok, har det lydt i stadig mere gjaldende kampråb, én for alle, alle for én. Det er imponerende, at fagforbundene holdt sammen så længe. De tre musketerer er jo mange forskellige faggrupper med vidt forskellige interesser. De lavest lønnede plejehjemsassistenter har nok mere til fælles med lavtlønnede i den private sektor end med universitetslektorer og folkeskolelærere. Det er positivt at gøre en ende på den forestilling, at man har samme interesse, blot fordi ens arbejdsgivere betaler lønnen med penge fra fælleskassen.

ParterNE i overenskomstforhandlingerne er stærkt organiserede fagforbund og deres arbejdsgivere. Musketereden handlede først og fremmes om solidaritet med skolelærerne, og forløbet har endnu en gang illustreret, hvem der har været helt fraværende i slagsmålet – de, det egentlig burde handle om – folkeskoleeleverne. Sådan har det været i de aktuelle forhandlinger – og det har været den sørgelige historie om folkeskolen i fem lange år. Landets skoleelever har siden 2013 været gidsler i en destruktiv og deprimerende magtkamp mellem Lærerforeningen og deres offentlige arbejdsgivere. I den kamp har tabene været voldsomme: lærernes faglighed og overskud til at undervise, lærernes autoritet og selve kaldet til lærergerningen. Alt det, der er forbundet med at undervise skolebørn, er blevet angrebet og undergravet. Har man haft børn i folkeskolen i de år, har man ikke følt sig tryg. Uanset udfaldet af denne uges forhandlinger vil de fleste skoleelever nok være temmelig ligeglade med fordelingen af skyld og ansvar for den historie. De har travlt og skal til eksamen. Men de ansvarlige for elendigheden findes på begge sider af forhandlingsbordet.

I fem år har eleverne været tilskuere til en udmattende, forlænget spilletid i en kamp, der blev afgjort i 2013. Her fik folkeskolelærerne frygtelige tæsk i et unfair og urimeligt spillet opgør. Den ellers meget fornuftige skolereform blev gennemført ved, at lærerne skulle arbejde mere og overlade organiseringen af deres arbejde til skolelederne. Kommunerne og regeringen havde besluttet sig på forhånd. Lærerne blev lockoutet. Det var en kamp, der ikke kunne vindes af Lærerforeningens formand Anders Bondo.

Folkeskolen blev dengang lukket ned i ugevis, fordi Anders Bondo - i modsætning til gymnasielærerne – valgte at kæmpe den håbløse kamp til sidste blodsdråbe og fik nul og niks ud af det. For lærerne har lovindgrebet ført til mindre tid til forberedelse og mindre kontrol over egen arbejdstid. Nogle steder fungerer det udmærket, mange steder fungerer det mindre godt. Men situationen er blevet forværret af Anders Bondos stædige forsøg på at holde liv i nederlag og uretfærdighedsfølelse på lærerværelserne. Det er helt afgørende, at det slutter nu.

Dumpet for den ringe præstation. Det må være karakteren for alle de forhandlende parter i de sidste fem års kamp. Lærerne har været udsat for en proletarisering, hvor lærergerningen er blevet decimeret til et spørgsmål om arbejdstid, timetal og normer. Det har bidraget til en udbredt opfattelse af lærerne som dovne og forkælede, mens lærere, der har forsøgt at holde opmærksomheden på faglighed og læring føler sig kørt helt ud på et sidespor. Man må på det kraftigste opfordre parterne til nu at tage sig sammen og koncentrere sig i timen. De kommunale arbejdsgivere må give lærerne arbejdsro, lave lokale aftaler og bruge de midler, der er nødvendige for, at ­lærerne kan udføre arbejdet. Og lærernes fagforening må se i øjnene, at de selv har bidraget til den nederlagsfortælling og offergørelse, der præger ­lærerfaget. Tænk engang, at det skal være små­pinligt for lærere at fortælle, hvad de laver. Det burde være lige omvendt. ­Lærerfaget er et af de vigtigste, der findes. Alle parter må nu sammen løfte den opgave, det er, at redde folkeskolen fra de sidste års slagsmål. Det kræver friske øjne og store ­ambitioner. Måske skulle skolelærerne i den ­forbindelse finde en ny formand. kras