Leder.
Den næstsidste olie
Skal man tro regeringens støttepartier SF, Enhedslisten og de Radikale, er olieprisernes styrtdyk et forvarsel om en fossilfri fremtid, hvor den globale energiforsyning kommer fra vand, sol og vind. I den forløbne uge krævede partierne, at regeringen indstiller oliejagten i Nordsøen, fordi det ikke længere kan betale sig at udvinde den. Olien er simpelthen blevet for billig. Både klimamæssigt og økonomisk er der nu intet at betænke sig på, mener de: Olieeventyret er slut. Umiddelbart lyder det forjættende. I disse tider kan vi se, hvilken forskel det gør, at forbruget af fossile brændstoffer går ned. Pludselig er Venedigs kanaler rene; og europæiske storbyer som Milano, Paris og Madrid er ikke længere indhyllet i røde plamager af kvælstofoxider på satellitbillederne. Pandemien har kun styrket ønsket om en grønnere og renere klode.
Alligevel er der grund til at være skeptisk. Man kan først vide, om det faktisk er økonomisk urentabelt at finde og udvinde mere olie og gas i Nordsøen, når man kender resultatet af det analysearbejde, som regeringen har iværksat. Og det vil så absolut være dumt at basere analysen på den nuværende lave oliepris. Al historisk erfaring tilsiger, at oliepriserne vil stige igen. Medmindre man forestiller sig, at verden permanent er gået i stå, vil det globale energiforbrug igen begynde at vokse. Vi bliver stadig flere på kloden, og ingen lande satser foreløbig på at blive fattigere. Og selv om oliens andel af det globale energiforbrug er vigende, er olie fortsat det vigtigste brændstof. Det kommer ikke til at ændre sig foreløbig. Tværtimod faktisk. For olieprisens fald betyder jo, at andre energikilder bliver relativt dyrere. Faktum er, at Indien og Kina er storimportører af olie og gas. Alene Kina udleder allerede mere CO₂ end USA og EU tilsammen. Begge landes økonomier er hårdt ramt af pandemien: Kina har minusvækst for første gang siden 1970erne. Det er ikke sandsynligt, at de to folkerigeste nationer med 37 procent af verdens befolkning vil bruge mindre olie i en overskuelig fremtid.
Da klimaet er globalt, kan en klog klimapolitik derfor aldrig bestå i at forarme os selv økonomisk i Danmark. Vi skal ikke afstå fra at producere olie og gas, hvis det giver milliarder i statskassen. I stedet skal vi omlægge vores afgiftssystemer, så omkostningerne ved CO₂-udledning afspejles i priserne, og virksomhederne får et stort økonomisk incitament til at opfinde billige CO₂-besparende teknologier. Hvis den folkerige og fattigere del af verden skal overtales til grøn omstilling, kan det kun ske ved, at der udtænkes løsninger, der gør det muligt at leve grønt, uden at det går ud over vækst og velstand. Det vil kræve milliarder til forskning. De milliarder må gerne komme fra olie og gas.
Del: